23948sdkhjf

Klumme: Veje til styrket produktivitet i fødevarebranchen

Produktiviteten i fødevarebranchen skal styrkes. Den nye strategiske platform SPIR inden for fødevareområdet er en af vejene til at styrke sektorens produktivitet og globale konkurrenceevne.
Klumme af Branchedirektør Ole Linnet Juul, DI Fødevarer

Produktiviteten i fødevarebranchen i Danmark har ikke udviklet sig så gunstigt, som man kunne håbe.

Væksten i produktiviteten er stagneret over det seneste tiår. I de fleste af de lande, vi normalt sammenligner os med som eksempelvis Sverige og Tyskland, har fødevarevirksomhederne haft en stabil vækst i produktiviteten.

Dette svækker alt andet lige konkurrencekraften hos den danske fødevarebranche.

Produktivitetsvækst på dagsordnen
Det er derfor vigtigt, at vi sætter fornyet fokus på initiativer, der kan få gang i produktiviteten. Der er allerede markant fokus på produktivitet i virksomhederne, og emnet er højt på den strategiske dagsorden. Der er flere veje til at styrke produktivitetsvæksten og derigennem den globale konkurrencekraft i fødevarebranchen.

Én af de mest perspektivrige er den nye strategiske platform for forskning og innovation (SPIR – Strategic Platforms for Innovation and Research) på fødevareområdet, som er et helt nyt initiativ under Videnskabsministeriet. Sigtet med initiativet er at etablere en dansk model for at styrke sammenhængen mellem forskning og innovation og skabe en samarbejdsmodel, hvor fødevarevirksomhederne i højere grad deltager i både planlægningen og udførelsen af forskning og innovation.

Det er et initiativ, som vi i DI Fødevarer hilser meget velkommen.

Nyt initiativ styrker forskning og innovation
DI Fødevarer er sammen med fødevarevirksomheder, brancheorganisationer, universiteter og GTS-institutter i gang med at planlægge en konkret platform (kaldet InSPIRe), hvor visionen er, at dette initiativ på sigt bliver et permanent omdrejningspunkt for samarbejde, forskning og udvikling inden for fødevareområdet.

Initiativet fokuserer på tre temaer, som er udvalgt på baggrund af prioriterede indmeldinger fra danske fødevarevirksomheder og danske forsknings- og innovationsmiljøer på universiteter og GTS-institutter:

• Procesteknologisk udvikling af fremtidens fødevareproduktionskæde
• Anvendelse af procesanalytisk teknologi til optimering af kvalitet, energi og vandforbrug
• Forbedret fødevarekvalitet ved kontrol af molekylær funktionalitet

Inden for disse temaer får virksomhederne mulighed for at målrette projekter og udviklingsaktiviteter i forhold til de deltagende virksomheders konkrete udviklingsbehov, ligesom der bliver adgang til viden og mere samarbejde for virksomhederne.

Virksomhedernes aktive engagement og deltagelse i projekter er en forudsætning for, at viden og uvikling kan omsættes i konkrete resultater og et permanent løft i produktiviteten i virksomhederne - og dermed i branchen som helhed. Vi har selv for nyligt sat fokus på dette ved et seminar, hvor omdrejningspunktet var mulighederne for at styrke produktiviteten i virksomhederne gennem procesteknologier.

Seminaret vidnede om, at interessen for det nye initiativ i høj grad er til stede i virksomhederne, og dermed er en væsentlig forudsætning for at drage optimal nytte af den kommende InSPIRe-platform opfyldt.

Og dermed er vejen banet for et permanent løft i produktivitetsvæksten og dermed en styrkelse af fødevarebranchens konkurrencekraft.

Kilde: Klumme af Branchedirektør Ole Linnet Juul, DI Fødevarer

Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.078