23948sdkhjf

Kaos har ramt madkontrakt til 1,6 milliarder

Både Hørkram og Dansk Cater overvejer at gå rettens vej
Da Hørkram i slutningen af 2016 vandt et udbud om at levere mad til storkøkkener i godt halvdelen af landets kommuner, kunne cateringgrossisten glæde sig over en ekstra omsætning på cirka 1,6 milliarder kroner over fire år.

Men nu har temmelig kaotiske forhold ramt den gyldne kontrakt, som blev indgået med det offentliges indkøbscentral, SKI: Konkurrenten Dansk Cater, der også bød på opgaven, klagede til Klagenævnet for Udbud, som nu har givet Dansk Cater ret i, at ikke alt foregik korrekt, skriver Berlingske Business torsdag. Det betyder, at kontrakten hænger i en tynd tråd, selv om Hørkram allerede har leveret de aftalte fødevarer i over et år.

- Vi er glade for, at klagenævnet er kommet frem til det samme som os: At måden, som evalueringsmodellerne for kvalitet og pris var lavet på, ikke var den rigtige måde at gøre tingene på, siger finansdirektør i Dansk Cater Henrik Ellegaard til mediet og lader forstå, at han forventer, at kontrakten med Hørkram inden længe bliver annulleret.

Tre retssager måske på vej
Hos SKI oplyser udbudsdirektør Christian Lunding til Berlingske, at SKI overvejer at få prøvet kendelsen ved domstolene. Også hos både Hørkram og Dansk Cater overvejer man ifølge mediet at gå rettens vej:

- Ja, det går vi ind og kigger på. Vi har investeret i biler og mandskab, og vi har bygget begge vores centre ud, så vi har haft mange udgifter til ordren herm, siger Hørkrams salgsdirektør, Preben Berg Kristensen til Berlingske Business. Han fortæller også, at hvis ikke hans virksomhed har aftalen, så vil det koste arbejdspladser.

Dansk Caters Henrik Ellegaard konstaterer, at en eventuel erstatningssag "helt klart" er noget, virksomheden vil overveje, i og med at Hørkrams aftale med SKI har kostet Dansk Cater kunder.

Ordren til de 51 kommuner handler om at levere både konventionelle og økologiske fødevarer til de kommunale køkkener, der bestiller for minimum 1.500 kroner pr. leverance. Der er tale om både brød, kager, fisk, frugt, grønt, færdigretter, kolonial, kød, pålæg og mejeriprodukter - i alt for 400 millioner kroner om året i årene 2017-2020.
Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.078