23948sdkhjf

Produktudvikling kræver investeringer

Udvikling af nye produkter er en vigtig del af Thises identitet
Skyr. Vesterhavsost. Og Jerseymælk.

Tre produkter, der har sat Thise Mejeri på landkortet og cementeret det nordvestjyske mejeris ry som værende blandt mejeriindustriens mest ferme produktudviklere. Senest ryddede mejeriet næsten bordet til International Food Contest 2018, hvor Thises produkter vandt i fire ud af syv kategorier.

Produktudvikling er en vigtig del af mejeriets identitet, understreger direktør Poul Pedersen. Nok bedst eksemplificeret ved, at man via en mailadresse på mejeriets hjemmeside kan byde ind med gode produktideer.

Men det er til gengæld også et område, som Thise Mejeri investerer store summer i.

- Alene her i foråret investerer vi flere millioner i tre nye silotanke, så vi har lidt flere kubikmeter og flere indvejningstanke at lege med. Det er vi nødt til, ellers ”sander” de gode ideer til. Så det koster kroner og ører, men det er i produktudviklingen, at fremtidens indtjening ligger, lyder det fra mejeridirektøren.

Kompleksitetskapacitet kalder Poul Pedersen det selv. Altså forstået som ekstra tanke til at teste ideerne af, uden at det påvirker den daglige produktion. Derfor er mejeriet også ved at få bygget et nyt laboratoriekøkken, hvor man hurtigt kan afprøve nye opskrifter og ideer.

Mellemrubrik
Mejeridirektøren understreger, at der ikke er nogen fast formel eller tryllegreb for innovation – eller produktudvikling, som det stadig hedder på de kanter.

Alle deltager i produktudviklingen, bedyrer han. Fra direktionen over mejeristerne til grafikerne. Ligesom mejeriet fortsat råder over en lille autonom gruppe af ostespecialister – ”Ostekartellet” har de døbt sig selv til at hedde – der får lov til at arbejde for sig selv og teste nye ideer af.

Samtidig er Thise Mejeri med sin omsætning på over én milliard kroner i 2018 og sine godt 240 medarbejdere dog også nødt til at anerkende sin størrelse. Som eksempel har mejeriet nu lavet en fast arbejdsramme for produktudviklingsarbejdet og faste, månedlige møder, hvor de igangværende projekter drøftes.

- I princippet har vi en tragt, som alle de her ideer passerer igennem, forklarer Poul Pedersen.

- Der er grænser for, hvor mange projekter vi kan tumle med. Så det er efterhånden meget systematiseret. Men der skal stadig være plads til, at et enkelt produkt falder uden om tragten i ny og næ.

Mellemrubrik
Et eksempel på det er produktet Græsmælk, der er en mælketype, hvor køerne udelukkende lever af græs, græsmarksprodukter og urter fra marken.

Græsmælk blev lanceret i 2017 som en del af en crowdfunding-kampagne hos COOP, der er en af de største aftagere af Thise-produkter.

- Og det skete med en utrolig hastighed og røg fuldstændig uden for tragten,” siger Poul Pedersen.

Men som alt andet krævede også investeringer fra mejeriets side i form af nye tanke. Det samme var tilfældet med et andet mælkeprodukt, Urmælk, der kom på markedet i 2016. Forud for dén lancering betalte Thise for at få undersøgt generne fra 1.000 jerseykøer for at få kortlagt den genetiske arvemasse.

- Vi arbejder rigtig meget med specielle produkter. For jo længere tilbage, vi kan føre produktets oprindelse, jo sværere er det at kopiere. Uanset om vi snakker Vesterhavsmælk, Urmælk eller Græsmælk, siger Poul Pedersen.
Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.079