23948sdkhjf

Tican-direktør: Nyt regnskab er kanondejligt

Vendte minus på 97 millioner til plus på 55 millioner
- Det er kanondejligt, konstaterer direktøren for Tican Fresh Meat, Ove Thejls, om slagterikoncernens 2018-regnskab, der viser en imponerende turnaround.

Koncernen med hovedkvarter i Thisted kom ud af året med et overskud på 55,4 millioner kroner før finansielle poster.

Og det tal kan ifølge Ove Thejls sammenlignes med et driftstab på 97 millioner kroner i 2017, hvis man lægger de daværende tal for Tican Fresh Meat og SB Pork sammen. De to selskaber blev i regnskabsåret 2018 fusioneret og udgør nu Tican Fresh Meat.

- 2017 var ikke rart at se på, men nu har vi altså forbedret resultaterne med over 150 millioner kroner, siger den tilfredse direktør til Food Supply.

Som følge af de lavere priser på grisekød faldt omsætningen med cirka 11 procent til 4,2 milliarder kroner i 2018.

Til gengæld blev Tican ifølge Ove Thejls langt bedre til at tjene penge, ikke mindst som følge af en strukturtilpasning, der hænger sammen med de nye ejere i den tyske Tönnies-koncern. Tönnies købte SB Pork i 2005, og tyskerne overtog Tican i marts 2016.

Færre medarbejdere
- Omstruktureringen i Danmark og vores integration i Tönnies-koncernen har givet et gevaldigt løft i vores konkurrenceevne. Vi er gået fra 1080 medarbejdere i 2017 til 930 ansatte i 2018, ikke mindst fordi vi har lukket vores forædlingsafdeling i Ansager. Til gengæld er vi blevet storleverandør til Tönnies forædling i Tyskland, nævner Ove Thejls.

Ikke mindst fremhæver han dog som årsag til de nye, gode tider, at Tican er begyndt at satse yderligere på det, Tican er rigtig god til: Eksport til lande som Australien, Japan og Kina.

- Og så har vi taget kompleksiteten ud af forretningen, blandt andet ved at reducere antallet af varenumre, påpeger direktøren.

Prisen på grisekød faldt i 2018 med 17 procent i forhold til året før. Til gengæld steg antallet af slagtede grise i Tican en smule og nåede op over 3,5 millioner.

Det samlede resultat før skat for hele Tican-koncernen blev på 132,6 millioner. I dette resultat er indregnet resultatet af tre datterselskaber i England, deriblandt en baconfabrik og en producent af færdigretter.

Disse datterselskaber forventes solgt til Tönnies’ engelske holdingselskab i løbet af 2019, hvorefter de ikke fremover vil indgå i Ticans koncernregnskab.
Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.141