23948sdkhjf

Destilleri søger balancen mellem business og bæredygtighed

Økonomisk snusfornuft er påkrævet, hvis man vil stå tilbage, når tsunamien af nye destillerier har lagt sig

Først kom mikrobryggerierne, og nu kommer mikrodestillerierne.

Alene i de seneste 18 måneder er antallet af destillerier og spiritusproducenter i Danmark mere end fordoblet fra 35 til 80, fortæller Nyborg Destilleris blender og marketingansvarlige, Kim Møller-Elshøj.

Dermed lægger destillerierne sig i halen på de mikrobryggerier, der er knopskudt de fleste steder i Danmark i løbet af de foregående 10-15 år.

- Der findes næppe andre brancher med en så eksplosiv vækst som vores, lyder det fra Kim Møller-Elshøj, som selv leverer den uundgåelige konklusion:

- Så næppe alle vil stadig være her om 20 år.

Afgørende med høj eksportgrad
Hos Nyborg Destilleri - der er ejet af Rømer-familien, som også ejer bl.a. Ørbæk Bryggeri - er det en cocktail af bæredygtighed, oplevelsesøkonomi, eksport og generel økonomisk snusfornuft, der skal sikre det to år gamle destilleri succes.

Destilleriet har egen restaurant og butik, ligesom der er faste rundvisninger de fleste dage. På den dag, hvor Food Supply Magazine lægger vejen forbi, er der således besøg fra en busfuld svenske turister.

- Internationalisering i form af eksport til udlandet er afgørende, hvis man vil overleve. Vi har en lille smule eksport til Tyskland i dag, men eksporten skal klart stige i fremtiden, fortæller Kim Møller-Elshøj.

Destilleriet fokuserer mest på whisky, men fremstiller også gin, rom, frugtbrændevin og akvavit for at sikre en så høj og varieret omsætning som muligt.

- På dagstapningsbasis fremstiller vi faktisk mest gin. Det er hurtigere at lave end whisky, og det er en højere volumen på grund af en høj efterspørgsel, siger Kim Møller-Elshøj.

Private label
Destilleriet supplerer desuden produktionen af egne produkter med lønproduktion og private label-produktion for forskellige kunder.

Driften skal naturligvis give overskud. Men Kim Møller-Elshøj erkender gerne, at man som et destilleri, der prioriterer bæredygtighed og økologi højt, hele tiden er nødt til at finde det rigtige snit mellem økonomisk bæredygtighed og miljømæssig bæredygtighed.

- Vi spørger for eksempel ofte os selv om, hvorvidt vi overhovedet skal lave rom? Sukkerrør gror ikke særlig godt på Østfyn, så var det bedre at lave eksempelvis brændevin på danske æbler?

Hvorfor laver I så rom, kunne man spørge?

- Fordi der er efterspørgsel på det, siger Kim Møller-Elshøj og tilføjer:

- De ting, vi foretager os, er med et økonomisk afsæt. Produkter får ikke lov til at leve, hvis der ikke er afsætning for dem.

Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.08