23948sdkhjf

Arla rykker produktion sydpå og skærer 75 danske job

Ansatte på Arlas mejerier i Bislev og Svenstrup ramt
Opdateret med citater fra Arla-direktør og yderligere detaljer om udflytningen.

75 ansatte hos Arlas to mejerier i Bislev og Svenstrup i Nordjylland står til at miste jobbet.

Det skyldes, at mejerivirksomheden flytter en del af produktionen af smelteost og fløde til Mellemøsten. Det oplyser Arla i en pressemeddelelse.

Beslutningen udspringer af, at Arla sidste år købte et stort mejeri i Bahrain.

Der er ekstra plads på mejeriet, og derfor er der idé i at samle produktionen, fordi osten og fløden i sidste ende bliver solgt lokalt og derfor ikke skal fragtes fra Danmark.

Det forklarer Sami Naffakh, der er koncerndirektør med ansvar for Arlas forsyningskæder.

- Det giver rigtig god mening for os at have produktionen af præcis disse produkter på det nye produktionsanlæg i Bahrain, da produkterne primært produceres til Mellemøsten og Nordafrika og i mindre grad til andre markeder, siger han i en pressemeddelelse.

Ud over produktionen fra Danmark vil der også blive rykket en del fra Arlas mejeri i Riyadh i Saudi-Arabien.

Udflytningen ventes at ske i slutningen af 2020 og midten af 2021.

Det endelige antal flytninger er ikke helt på plads, og de 75 danske job er estimater.

Ud over de danske arbejdspladser vil flytningen også ramme et ukendt antal ansatte på mejeriet i Riyadh i Saudi-Arabien.

Direktør Sami Naffakh håber at kunne hjælpe de berørte ansatte videre i nye job.

- Så snart vi kan bekræfte de nøjagtige mængder (af produktionen, red.), der skal flyttes, vil vi gå i dialog med de berørte medarbejdere, så vi sikrer, at de får den nødvendige støtte til at komme videre på en god måde - enten til job på andre af Arlas produktionsanlæg eller uden for Arla, siger han i pressemeddelelsen.

Arla havde ved udgangen af 2018 lidt over 19.000 ansatte på verdensplan.

/ritzau/
Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.094