23948sdkhjf

Bakteriernes egne fjender sættes ind mod listeria og salmonella

En ny, biologisk konserveringsmetode til fødevarer er blevet udviklet af Københavns Universitet og private virksomheder med støtte fra GUDP, Miljø- og Fødevareministeriets grønne udviklings- og demonstrationsprogramudvikle. Metoden kan beskytte forbrugerne mod farlige bakterier.

Konserveringsmetoden udnytter bakteriernes naturlige fjender i kampen mod salmonella, e. coli, campylobacter og listeria i grønt, mælk og ost, fjerkræ og rødt kød, oplyser ministeriet. GUDP har støttet projektet med godt 11 millioner kroner.

Hvor der er mange bakterier, er der også mange bakteriofager, der er specialiserede til at angribe og udrydde bestemte bakteriestammer. Den viden har Københavns Universitet brugt i det omfattende forskningsarbejde, som er en forudsætning for udviklingen af de nye konserveringsmetoder.

Metoden går ud på, at bakteriofagerne slår salmonella og andre af deres naturlige fjender ihjel til gavn for fødevaresikkerheden. Forskerne har indkredset og testet 200 forskellige bakteriofager, forklarer Lone Brøndsted, professor i fagbiologi og biokontrol.

- Vi indsamler dem fra små søer i for eksempel Zoologisk Have og parker og fra spildevand. Herefter isolerer vi dem, karakteriserer dem og undersøger præcis, hvilke bakterier de kan slå ihjel, deres virkeevne, og hvor sikkert det er at anvende dem i fødevarer, fortæller hun.

Mindre madspild
De virksomheder, der har hjulpet forskerne på Københavns Universitet i et såkaldte TopSafe-projekt, er Arla Foods, Danish Crown, Flensted og Danpo. Også SEGES og ISI Food Protection, der er et ekspertisecenter for anvendt fødevaremikrobiologi, har været med.

- Udover at løfte Danmarks allerede høje standard inden for fødevaresikkerhed op på et endnu højere niveau har TopSafe leveret resultater, der vil mindske madspildet markant. Forsøg udført på et slagteri har for første gang også dokumenteret virkning af vores biokonserveringsmetoder i fuldskala-produktion, siger Anne Elsser-Gravesen, der er medejer af ISI Food Protection og projektleder for TopSafe-projektet.

Projektet bliver afsluttet i dette efterår, men GUDP´s bestyrelse har netop bevilget yderligere syv millioner kroner til opfølgningsprojektet CAMPAC. Det nye projekt drejer sig om bekæmpelse af campylobacter i slagtekyllinger.

- Det er en forholdsvis ny teknologi at anvende bakteriofager i biokonservering. Vi har fået yderst lovende resultater i kampen mod listeria og salmonella. Men vi ser allerede en væsentlig begrænsning for campylobacter, konstaterer Anne Elsser-Gravesen.
Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.062