23948sdkhjf

Easyfood har afsat et hold til at sikre fremtiden: De graver i folks hjerner

Kolding-virksomheden Easyfood vil være helt på forkant med markedets krav, når der efter coronakrisen igen skal skrues op for salget af conveniencemåltider til caféer, tankstationer og kaffebarer.

Derfor er omkring 10 af Easyfoods medarbejdere nu nærmest spærret inde med kun én opgave at koncentrere sig om: De skal komme med det fulde overblik over, hvordan virksomheden er i topform på den anden side af krisen.

Det fortæller Easyfood-direktør Flemming Paasch til Food Supply.

- Det er ekstremt vigtigt for os at vide, om der kommer til at ske ændringer i forbrugsvanerne efter en hård tid som den her. Så vi har sat den her flok medarbejdere af til virkelig at gå i dybden og finde ud af, hvad der foregår inde i hovedet på folk nu. Hvor længe kommer der til at gå, før folk igen tør at være sammen om at spise? Kommer det til at ske på én gang? Den slags spørgsmål skal vi have svar på, fastslår direktøren.

- Vi skal simpelthen vide, om vores strategi fortsat er holdbar efter sådan en krise. Det tror vi jo på - og er nødt til at tro på, for det er hele vores forretningsgrundlag, tilføjer han.

Dybdegående interviews
I spidsen for teamet af markedsgravere står Easyfoods to såkaldte designledere, der er vant til at arbejde med, hvordan man sætter innovation i system. I den nuværende proces har de sammen med blandt andre et par internationale sælgere, marketingfolk og Easyfoods innovationschef fået arbejdsro til ikke mindst at granske dybdegående interviews med forbrugere, kunder og sælgere.

- Vi nedsatte gruppen for halvanden uges tid siden, da vi kunne se, at vi blev nødt til at bremse kraftigt op. Den har fået navnet "Når verden åbner sig igen", og det handler i bund og grund om, at vi skal være helt klar, når vi træder på speederen igen, siger Flemming Paasch.

- Og så handler det selvfølgelig også om, at vi skal passe på med ikke at drage konklusioner ud fra et her-og-nu-billede af situationen. Vi skal ikke komme til at vælge en forkert retning, tilføjer han.

Arbejdsgruppen skal aflevere sit overblik i midten af juni. Indtil videre arbejder gruppen i en virksomhed, hvor produktionen netop er blevet skåret ned til en tredjedel af det normale, og hvor 57 medarbejdere er sendt hjem med fuld løn.
Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.098