23948sdkhjf

Ny tyggegummiproduktion: De fandt den rigtige fabrik i Vejle

Med lanceringen af et nyt tyggegummibrand med navnet Eace satser to unge iværksættere nu på at komme ind på ikke bare tyggegummimarkedet, men også markedet for vitamintilskud.

Eace Vitamin Gum er tyggegummi tilsat vitaminer, og det er ikke mindst tiltænkt de forbrugere, der har svært ved eller ikke kan lide at sluge piller.

Bag virksomheden står 24-årige Ziggi Harttung og 25-årige Asbjørn Dencker, der ifølge sidstnævnte har brugt over to år på at få produktet på markedet.

- Vi har afsøgt markedet for at finde de rigtige partnere, og vi har ledt i både ind- og udland. Det endte med, at vi fik lavet en aftale med en producent i Vejle - de ved virkelig, hvad de har med at gøre, så vi er rigtig glade for, at det er dem, der nu fremstiller Eace, konstaterer Asbjørn Dencker.

Han ønsker af hensyn til eventuelle konkurrenter ikke at offentliggøre, præcist hvilken producent der er tale om.

Asbjørn Dencker og Ziggi Hartung får i første omgang lavet en enkelt variant af Eace - en klassisk udgave med mintsmag. Den indeholder også 10 forskellige vitaminer, som bliver frigivet under tygningen. Ifølge virksomheden indeholder hvert stykke tyggegummi 25 % af det anbefalede daglige indtag af vitaminerne C, D, E, K, B1, B3, B6, B7, B9 og B12.

- Vii er på vej med flere smage og kigger især på bær, nævner Asbjørn Dencker.

Andre fødevarer på vej
De to ejere har kastet al deres energi ind i projektet, hvor de nu arbejder med tyggegummisalg på fuld tid, og de har også to ansatte.

- Vi kan på ingen måde leve af det endnu; indtil videre har det været penge ud af lommen. Vi har brugt hele opsparingen og optaget store lån. Det er i hvert fald betydelige summer for sådan en fyr som mig, konstaterer Asbjørn Dencker, som sammen med Ziggi Harttung håber på at kunne få en investor med i projektet.

De to venner nåede lige netop at lande aftaler med både Matas og 7-Eleven, inden coronakrisen satte ind, så det nye tyggegummi er nu på hylderne i omkring 400 butikker.

- Det er selvfølgeligt ikke ideelt at skulle lancere et nyt produkt midt i en krisetid. Men samtidig holder vi hovedet højt - der er jo så mange brancher, der er langt hårdere ramt, fastslår Asbjørn Dencker.

Han oplyser til Food Supply, at tyggegummiet ikke er det eneste fødevareprodukt, makkerparret har i tankerne.

- Vi vil gerne komme med flere produktsortimenter, som gør det lidt lettere at være sund. For eksempel har vi tænkt lidt i læskedrikke, men nu skal vi lige i første omgang fokusere på at få tyggegummiet ud i verden. Vi tænker absolut ikke kun på det danske marked, men i første omgang også på især Norge og Sverige, fortæller han.


Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.082