23948sdkhjf

Coronavirus sætter eksporten to år tilbage - men fødevarer trak op

Nedlukningen under udbruddet af coronavirus har sat eksporten to år tilbage.

Eksporten af varer til udlandet faldt i april med 5,8 procent til 52,9 milliarder kroner. Det er det laveste niveau siden maj 2018, oplyser Danmarks Statistik.

Eksporten af varer kan svinge meget fra måned til måned, men ifølge Arbejdernes Landsbank er faldet i april det største hug til eksporten siden finanskrisen.

- Det er ekstremt drøje hug, som eksporten har fået i de her måneder, hvor store dele af verden har været lukket ned, siger cheføkonom Jeppe Juul Borre i en kommentar.

Det er især eksporten af varer til EU-landene, som er gået tilbage i april. Det gælder blandt andet store handelspartnere som Tyskland og Sverige.

Danske Banks cheføkonom, Las Olsen, vurderer, at det kunne have set værre ud, hvis det ikke havde været for en stor, dansk medicinalbranche, der ikke har været ramt af nedlukningen.

- Eksporten af både medicin og fødevarer steg meget kraftigt og opvejede en stor del af faldet inden for maskiner og andre industrivarer, siger Las Olsen i en kommentar.

Han mener, at tallene er med til at vise, at Danmark indtil videre ikke er så hårdt ramt af nedlukningen, som man kunne have frygtet.

- Men det er selvfølgelig stadig en dyb krise, og vi kan godt være noget bekymrede for, hvor meget opsving de kommende måneder vil vise i eksporten, siger Las Olsen.

Der var også et fald i importen af varer i april. Her lød tilbagegangen på 8,7 procent.

/ritzau/
Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.078