23948sdkhjf

Derfor overlever Fuglsang: - Vi tjener penge på malt, og så er vi stædige

Familien Fuglsang, der ejer Bryggeriet S.C. Fuglsang, sodavandsfabrikken Frem og Sophus Fuglsang Export-Maltfabrik, priser sig lykkelig for, at sidstnævnte er med i familiens besiddelser. 

Uden maltfabrikken så det sort ud for øl- og sodavandsvirksomhederne, lægger direktør Kim Fuglsang ikke tvivl på.

- Maltproduktionen har trukket læsset i mange år, konstaterer han med henvisning til, at malteriet med adresse i Haderslev har hentet det ene tocifrede millionoverskud efter det andet, mens der har været underskud på både øl- og sodavandsproduktionen. Alene Bryggeriet S.C. Fuglsang har de seneste syv år tabt cirka 16 millioner kroner.

- Havde bryggeriet overhovedet været her i dag, hvis ikke I havde haft de malt-indtægter?

- Ja, det kunne man jo godt diskutere. Det er en vanskelig branche, men vi er stædige, og som en gammel familievirksomhed ser vi ikke tingene på samme måde som en kapitalfond, svarer direktøren.

Større minus i 2020

Han forudser allerede nu et endnu større underskud i 2020 end de to-tre millioner kroner, som Bryggeriet S.C. Fuglsang har tabt hvert af de seneste par år. 

- Fakturamaskinen stod jo helt stille fra 11. marts og til ind i juni som følge af coronanedlukningen. Vi mistede omsætning på ikke mindst sådan noget som festivaler, vejfester og havnefester. 

- Det lykkedes os at komme igennem uden fyringer, men med lønkompensation fra staten, og så kom der gang i hjulene igen i juni. Men med de seneste coronameldinger må jeg sige, at usikkerheden er vendt tilbage, siger Kim Fuglsang. 

Han nævner, at bryggeriet i både 2018 og 2019 har gjort en stor indsats for at få installeret flere fadøls-anlæg ude hos flere kunder i restaurationsbranchen, hvilket har været med til at løfte toplinjen. 

- Og uden corona ville vi måske have endt på et nulresultat i år. Under alle omstændigheder er vi ikke i krise, konstaterer han. 

Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.093