23948sdkhjf

Efter coronalukning: Danmarks bedste mejeriprodukter bliver kåret alligevel

De oprindelige planer gik i vasken som følge af corona, men nu gør Mejeriforeningen klar til alligevel at få afviklet 2020-udgaven af den prestigefulde konkurrence Gourmetprisen.

Konkurrencen, hvor landets lækreste mejeriprodukter skal kåres, bliver holdt 7. november som del af ostefestivalen Cheese Copenhagen i Kødbyen i København.

Gourmetprisen plejer at blive afviklet i Herning i forbindelse med fødevareerhvervets fagudstilling International Food Contest. Den udstilling skulle i år have været holdt med begyndelse 29. september, men blev aflyst på grund af coronasituationen.

Nu rykker Gourmetprisen så ind i en helt ny ramme, når dommere og besøgende skal smage på oste, smør og mælkeprodukter.

- Hos Mejeriforeningen mener vi, at mejeriernes lækre produkter fortsat skal præsenteres og honoreres, og derfor holder vi Gourmetprisen under den corona-tilpassede Cheese Copenhagen, siger Mejeriforeningens Pia Damgaard Beck, der er projektleder på Gourmetprisen.

- Med Gourmetprisen vil vi skabe større anerkendelse af de danske mejeriprodukter ved at synliggøre den høje kvalitet, diversitet og innovation på mejerierne. Derfor er vi meget glade for, at Gourmetprisen alligevel kan lade sig gøre på trods af corona-pandemien, tilføjer hun.

Vinderne af årets Gourmetpriser bliver fundet af en række professionelle dommere, der vurderer de mange mejeriprodukters gastronomiske kvalitet inden for fire forskellige kategorier: Bløde oste, hårde oste, smør og blandingsprodukter samt konsummælksprodukter og iscreme.

Der kåres én vinder – og uddeles én Gourmetpris – for hver af de fire kategorier.

I år består dommerpanelet af:
● Trine Hahnemann, kok, kogebogsforfatter og indehaver af Hahnemanns Køkken
● Camilla Bojsen-Møller, ostekommunikatør og blogger på ostesnak.dk
● Denny Vangsted, kok og indehaver af Omegn & Venner Landhandel & Spisebar
● Rasmus Palsgård, madskribent og -anmelder og indehaver af feinschmeckeren.dk

Selve konkurrencen holdes i år over to dage: Fredag 6. november vurderer dommerpanelet de indsendte produkter og finder de tre bedste i hver kategori. Lørdag 7. november er der finalerunde, hvor dommerne gensmager og bedømmer de tre bedste produkter i hver kategori. Her kan publikum både overvære finalerunden og smage alle de indsendte produkter, før vinderprodukterne annonceres ved en prisoverrækkelse.

Alle mejerier kan tilmelde produkter til Gourmetprisen. Tilmeldingsfristen er 26. oktober.


Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.078