23948sdkhjf

Fire fødevareprodukter kan blive smagstestet "nærmest gratis"

Fire fødevareiværksættere får i november mulighed for at få smagstestet deres produkt i stor skala til en lille pris.

Food Innovation House i Vejle, der driver et smagslaboratorium, tilbyder således at få gennemført en forbrugersmagstest på deres nye eller kommende produkt - en test, der vil være "nærmest gratis", som projektleder Helle Lorensen formulerer det.

- Det vil sige at fire iværksættere kan komme med deres produkt, betale 2.000 kroner og få testet det på 24 forbrugere i løbet af en dag. Normalprisen er cirka 35.000 kroner pr. iværksætter, fortæller hun.

Interesserede iværksættere skal søge inden 30. oktober, hvorefter Food Innovation House udvælger fire. I smagstesten undersøger Food Innovation Houses såkaldte Tastelab blandt andet, hvilke egenskaber ved de testede fødevarer, der eventuelt bør tilrettes.

- I kommer til at forstå produktet på en ny måde, målt op imod både egne og konkurrenters varianter, lover laboratoriefolkene på forhånd.

Mavefornemmelse


Ifølge Helle Lorensen har hun og kollegaerne ikke på forhånd defineret præcist, hvad der i denne sammenhæng skal til for at blive betragtet som "iværksætter".

- Produktet må gerne være på markedet i forvejen. Jeg tror, at folk selv har en mavefornemmelse om, hvorvidt de er iværksættere, siger hun.

Food Innovation House udvælger de endelige deltagere blandt andet ud fra, om de passer sammen på en måde, så de samme forbrugere kan smage flere produkter.

- Så vil der være nogle stordriftsfordele, som vi også selv kan lære noget af. Det kan jo være med til at gøre en test billigere i fremtiden også for de mere etablerede virksomheder, hvis de i højere grad kan deles om et testpanel, påpeger projektlederen.

Tilbuddet til iværksætterne er en del af iværksætterugen Global Entrepreneurship Week, som foregår i uge 47.

Mere information og et ansøgningsskema kan findes her: Smagstest
Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.172