23948sdkhjf

Kult-hotdog gør comeback hos Shell

Tulip relancerer Twindog i februar men vil ikke love, at den populære hotdog kommer fast på menukortet.
Den populære Twindog, som kort fortalt er en fransk hotdog med ekstra brød og to pølser, gør nu for tredje gang et tidsbegrænset comeback, når den i februar sælges fra landets Shell-tankstationer.

Og det kan mærkes på salget hos Tulip, der leverer pølser til de populære hotdogs.

- Interessen for dem er rigtigt stor, og det kan godt mærkes på salget. Selvfølgelig er det noget vi gør, fordi forbrugerne gerne vil have det. Men det er ikke et rent PR-stunt, for Twindog’en løfter salget markant, siger Rune Jungberg Pedersen, kommunikationschef i Tulip, til Food Supply.

Ikke en permanent succes
At Twindog’en er populær er svært at komme uden om. Tv-værten Anders Lund Madsen begik sidste år en kronik om dobbeltpølse-fænomenet, som også fik omtale på Danmarks Radios P3 og TV2’s satireprogram ”Natholdet”.

En Google-søgning på ordet ”twindog” giver over 60.000 resultater, hvoraf flere leder ind til de mange sider på Facebook, som hylder Twindog'en eller kræver den tilbage på det danske marked.

Succesen til trods har Tulip ingen planer om at gøre Twindog til en fast del af de danske pølseforhandleres sortiment.

- Den er jo også interessant, fordi salget netop foregår i begrænsede perioder. Hvis den var der hele tiden, ville interessen måske uddø med tiden, pointerer Rune Jungberg Pedersen.

Bruges til at tænke skævt
Han er ikke klar over, hvordan idéen til Twindog opstod, men fortæller, at succesen godt kan bruges konstruktivt fremadrettet.

- Innovation er jo afgørende inden for alle virksomheder, og det gælder også inden for vores branche. Vi tænker også skævt, men når det gælder fødevarer, skal man samtidig have en idé om, at det er noget, folk tør spise. Troværdighed og ikke mindst fødevaresikkerhed er altafgørende, understreger Rune Jungberg Pedersen.

Endelig handler det om at finde den rette samarbejdspartner, så nyudviklede produkter kan nå ud til forbrugerne.

Det har Tulip altså fundet i Shell, som derfor i februar kan opfylde folkekravet om Twindog for endnu en begrænset periode.
Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.109