23948sdkhjf

Meyers i højt mortensaften-gear - nu gælder det virtuelle julefrokoster

Efter at have været "stærkt udfordret" af coronavirussens hærgen på cateringområdet kom cateringvirksomheden Meyers for alvor op i gear i forbindelse med mortensaften i går: Meyers Køkken solgte 3.500 menuer til mortensaften, oplyser virksomheden.

Succesen lunede i kølvandet på, at Meyers mistede 95 procent af sin cateringomsætning, da covid-19 første gang lukkede landet ned i marts. Omsætningen styrtdykkede i takt med, at  bryllupper, fødselsdage og firmafester blev aflyst.

Corona-krisen har bølget frem og tilbage i takt med nye restriktioner fra myndighederne, og Meyers forsøger derfor løbende at tilpasse forretningen, så produkterne passer til efterspørgslen og samfundssituationen, nævner Meyers i en pressemeddelelse.

Social tendens

At man allerede torsdag i sidste uge måtte melde udsolgt af årets mortensaftenmenuer, kom derfor ikke som en overraskelse. I stedet ser Meyers det som led i en større, social tendens inden for privatcatering:

- Sidste år solgte vi i omegnen af 1.300 kuverter i forbindelse med mortensaften, og at måtte melde udsolgt med 3.500 portioner i år tager vi som et tydeligt tegn på, at ønsket om at samles om de traditionsrige måltider på ingen måde er formindsket - snarere tværtimod, siger direktør i Meyers Køkken Carl Johan Paulsen.

Også virtuelle madoplevelser er ifølge cateringvirksomheden blevet et hit. For nylig lancerede virksomheden muligheden for at holde virtuelle julefrokoster med mad leveret hjem til de enkelte medarbejdere og fælles underholdning afviklet online.

- Vi er blevet blæst bagover af interessen for vores digitale måltidsløsninger til jul. Allerede nu har vi tilbud ude hos en række potentielle kunder for, hvad der svarer til over 10.000 spisende gæster, fortæller direktør for digital forretningsudvikling i Meyers Jesper Lykke Wacherhausen.

Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.078