23948sdkhjf

- Tyskere med kæmpesucces gav mig ideen

Når Anders Bruun Rasmussen i Horsens nu bruger sin sparsomme fritid på at lave cola med navnet Bruun Kola, skyldes det i høj grad to tyskere.

Han lægger ikke skjul på, at inspirationen kommer fra stifterne af Fritz-Kola, der har formået at bygge deres colabrand op til at være en millionforretning. 

- Jeg var i Tyskland for fem-seks år siden og stødte på Fritz-Kola. Den smagte så godt, at jeg begyndte at sætte mig ind i alt om cola, da jeg kom hjem. 

- Det undrede mig, at dansk cola stort set kun er flad, kedelig cola. Fritz-Kola er nogle af de eneste, der udfordrer Pepsi og Coca-Cola, så jeg tog fat på at udvikle min egen. Jeg har læst bøger, fundet artikler på nettet og deltaget i alle mulige fora, og nu har jeg en opskrift, som folk rigtig godt kan lide, konstaterer Anders Bruun Rasmussen.

- Der er i øjeblikket ingen koffein i colaen, da jeg bruger aromaolie i stedet for en kolanødekstrakt. Jeg arbejder lidt med begge dele, og overvejer også at tilsætte koffein. På den anden side kan jeg faktisk også godt lide ideén om,  at den er koffeinfri, tilføjer han.

Hvorfor hedder det Bruun Kola med K?

- Fordi jeg synes, det er lidt sjovt, og at jeg undervejs i processen har forsøgt at bruge kolanød -  som jeg så senere fandt ud af lige så godt kan staves colanød. Jeg lavede et spørgeskema på Facebook, hvor jeg spurgte, om det skulle hedde Bruun Kola eller Bruun Cola.  Der var overvældende flertal for det første, og så blev det det.

Lurer på at få en makker med

Trods stor nervøsitet for, om succes for Bruun Kola vil give ham alt for travlt, indrømmer Anders Bruun Rasmussen gerne, at lysten til at give den gas lurer lige under overfladen.

- Det vil da være superspændende at banke det op til noget stort. Og spændende at se, om jeg måske kan få en makker med. Det kræver både investering og mere arbejdskraft, nævner den nuværende driftsleder på museet/konferencecentret Fængslet i Horsens. 

Indtil for nylig havde han en virksomhed med navnet De Skøre Kugler. Den havde en lille produktion af teaterkulisser, men sidste år besluttede Anders Bruun Rasmussen at stoppe med det.

- Jeg ville lukke virksomheden helt, men min revisor sagde, at jeg skulle beholde cvr-nummeret, for "du finder på noget skørt".

Derfor kan man i det seneste firmaregnskab læse den ret usædvanlige formulering om, at "virksomhedens væsentligste aktivitet har i det forgangne år været kunstnerisk skaben og fremstilling af kulisser mv. (...) Efter regnskabsårets afslutning er det besluttet at virksomheden skal skifte branche, således at den fremover skal beskæftige sig med fremstilling af læskedrikke".

Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.093