23948sdkhjf

Ny bryggeridirektør i stor turnaround: Det første, jeg kigger på, er altid salg

Siden Tørk Eskild Furhauge rykkede ind i direktørkontoret hos Ørbæk Bryggeri i august 2019, har han i høj grad sat sit præg på det fynske bryggeri.

Ikke bare har logo, design og etiketter fået en omgang, også strategien, logistikken og den online markedsføring er ny. Alt sammen som led i den turnaround, Tørk Eskild Furhagen blev ansat til at føre ud i livet.

- I min karriere har det altid handlet om turnaround, og det første, jeg kigger på, er altid salg. Der skal gang i salget, fastslår bryggeridirektøren, der kom til Ørbæk efter at have været topchef hos Løgismose Meyers.

Hos Ørbæk Bryggeri har han i sit første halvandet år sat gang i en lang række ændringer, der tilsammen skal få virksomheden med cirka 35 ansatte op i et højere salgsgear. En virksomhed, der også omfatter Nyborg Destilleri i en koncern, som nu hedder Naturfrisk Group.

- Da jeg kom, så jeg ingen store, røde alarmlamper, der blinkede, i hvert tilfælde ikke nogen, der ikke kunne fixes. Der manglede dog en hel del på salgsdelen, blandt andet ordentlige hjemmesider. De havde ikke været opdateret i årevis, og produktbilleder og øvrig information var ikke korrekt. Nu er alt opdateret, siger Tørk Eskild Furhauge, som også har fået optimeret håndteringen af de kunder, der ønsker at bruge Ørbæk Bryggeri til at producere private label-produkter.

Klar til fremtiden

Også det daglige arbejde på bryggeriet er på mange områder blevet mere overskueligt. Det er sket med indførelsen af et ERP-system, som giver det fulde overblik over arbejdsprocesserne.

- Det var besluttet at købe systemet, før jeg trådte til, men nu har vi fået det implementeret. Det betyder blandt andet, at nu kan jeg sidde her på kontoret og se, hvad vi har på lageret. Før skulle man ud på lageret og se, hvad der var, nævner Tørk Eskild Furhauge.

Af andre forbedringer peger han på, at salgsmaterialer til både Danmark og udlandet nu er opdateret, og at der er indført nye og mere simple processer i administration og salg. Ikke mindst er der skab en ny proces for produktionsplanlægning, så bryggeriet nu kan planlægge produktion og indkøb mange uger frem i tiden.

Om strategien fortæller direktøren, at han og medarbejderne har brugt 2019 og 2020 på at klargøre bryggeriet til fremtiden - altså at udvikle blandt andet ERP-systemet og hjemmesiderne, lave et mere moderne design og indføre en mere strømlinet proces. Ørbæk Bryggeri er også blevet aktiv på de sociale medier.

I år handler det ikke mindst om - hvis coronasituationen tillader det - at få gang i salget. Det omfatter blandt andet bedre distribution i detailhandlen, tættere samarbejde med depoter og grossister og mere salg på eksportmarkeder.

- Og så skulle vi i 2022 være klar til for alvor at tjene penge med en virksomhed, hvor tingene bare kører, siger Tørk Eskild Furhauge.

Medarbejdere med frie hænder

Han har tre nøgleord for, hvordan bryggeriet skal få succes: Fleksibilitet, innovation og professionalisme. 

Fleksibiliteten handler blandt andet om at kunne lave både små og store mængder, og professionalismen hænger ifølge direktøren sammen med, at alt fungerer, når en kunde handler med Naturfrisk.

- Da jeg kom, fik vi tre-fem kundeklager om ugen. Det er nærmest elimineret nu, fordi vi har fået styr på processerne, påpeger han.

- Det med innovation handler selvfølgelig ikke mindst om, at vi skal udvikle nogle gode og anderledes produkter. Så kan vi tage markedsandele fra de andre bryggerier. Jeg ved faktisk ikke engang, hvad vores markedsandel er nu, men den kan blive større, konstaterer Naturfrisk-chefen.

- Hvis man vil være innovativ, skal man slippe medarbejderne fri. Vi har meget professionelle bryggere med masser af erfaring, og jeg har endnu ikke sagt nej til en idé, de er kommet med. 

- Så kan det være, at der bliver brygget en øl, som er så speciel, at den kun er for en meget begrænset målgruppe. Den kan vi sælge som unika, som er en ølserie, vi anvender til de lidt mere eksperimenterende øl, der typisk bare produceres én gang

Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.094