23948sdkhjf

Fejøs babymadsproducent har købt jysk kollega og lukker produktionen

Babymadsproducenten Fra Fejø havde mandag "endnu en stor og lidt uvirkelig dag" i sin historie.

Det konstaterer den lollandske virksomhed i et opslag på LinkedIn, hvor det fremgår, at Fra Fejø pr. 1. februar har overtaget konkurrenten/kollegaen Moseriet fra Thy.

Til Food Supply fortæller indehaveren af Fra Fejø, Thomas Hermansen, at købet omfatter alle Moseriets aktiver. 

- Der er ikke så meget udstyr, så det handler mere om opskrifter, brand og kundekartotek. Jeg har aldrig set Moseriet som en decideret konkurrent, for der har været plads til os begge to, men det danske marked er ikke specielt stort.

- Så efter en god snak med ejeren af Moseriet, Niklas Andersen, endte det med, at vi overtager virksomheden, siger Thomas Hermansen.

Slut med Moseriet

Som følge af handlen er det - i hvert fald indtil videre - slut med babymad, der står Moseriet på.

- Vi fortsætter med kun at lave vores Fra Fejø-produkter, så i første omgang er det mest kundekartoteket, vi får brug for. Så må vi se på, om vi senere skal genoplive Moseriet som brand. Det er ikke usandsynligt, siger den nye ejer.

- Forskellen på Moseriets og Fra Fejøs babymad er jo først og fremmest, at vi bruger råvarer fra Fejø. Men hvis vi senere vil udvide med produkter med råvarer fra hele Danmark, kan vi nu hive et brand op af skuffen, uddyber Thomas Hermansen.

Fra Fejø har sine produkter inde i flere store supermarkedskæder, mens Moseriet har lavet væsentligt mindre mængder og ikke mindst har helsekostbutikker på kundelisten.

Thomas Hermansen stiftede Fra Fejø i 2017 og konstaterede dengang, at Moseriet var den eneste anden producent af 100 procent dansk, økologisk babymad. 

Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.125