23948sdkhjf

Nu vil de udvide cookieproduktion med ny bygning

Opdateret klokken 12:55 med oplysninger om medarbejdere

Cookieproducenten Ejvinds i Hvide Sande har så stor tiltro til fremtiden, at familieforetagendet er ved at gøre klar til en markant udvidelse af bageriet.

Familien med bagermester Merrild Borggaard Jørgensen i spidsen har købt nabogrunden til Hvide Sande-bageriet og revet huset på grunden ned.

- Inden længe går i gang med at bygge cirka 300 kvadratmeter til det nuværende bageri. Det giver cirka en fordobling af pladsen i produktionen, fortæller sønnen Oliver Borggaard Jørgensen, som har været primus motor i arbejdet med at forvandle Ejvinds fra et almindeligt bageri til først og fremmest en cookieproducent.

Han håber, at byggeriet kan være færdigt inden sommer.

- Vi mangler plads både til generel produktion og til vores cookieproduktion. Vi har investeret i maskiner, som fylder ret meget, så derfor har vi været nødsaget til også at investere i noget mere plads.

- Og det bliver især nødvendigt, hvis vi fortsætter den nuværende vækstkurve. Så det er også en fremtidssikring, så vi undgår en flaskehals, der kan stoppe væksten, siger Oliver Borggaard Jørgensen.

Mere udstyr

Han ønsker ikke at fortælle, hvor stor en investering der er tale om, men peger på, at der ud over selv byggeriet også kommer indkøb af endnu mere udstyr til produktionen, blandt andet  borde, stikke, ovne og æltekar.

Udvidelsen kommer, efter at Ejvinds i løbet af få måneder er kommet op på dagligt at producere cirka 1.000 cookies, som sælges i virksomhedens fem bagerbutikker og via en webshop.

- Vi arbejder også på at komme ud til små specialbutikker og vinhandlere, og så skal vi også i gang med eksporten. Vi regner med at kunne komme ind på markederne i vores nabolande via først og fremmest sociale medier, siger Oliver Borggaard Jørgensen.

Han oplyser, at med den nuværende plads og udstyr kan Ejvinds lave 5.000-6.000 cookies om dagen, og at Ejvinds regner med at fordoble mængden, når der kommer mere plads.

Bageriet  har p.t. cirka 25 ansatte, og regner med at skulle ansætte flere i forbindelse med cookie-udvidelsen, både til produktion og pakkeafdeling.

Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.078