23948sdkhjf

Direktøren har forladt Vilsund Blue efter uenighed

Efter 16 år som direktør hos skaldyrsproducenten Vilsund Blue på Mors har Søren Tjørnelund Mattesen ifølge cvr-registeret forladt posten og er blevet afløst af Poul Kærgaard.

Sidstnævnte har i forvejen et særdeles godt kendskab til virksomheden, som han ejer godt 62 procent af, og han har også hidtil haft sin daglige gang på Vilsund Blue. Den resterende del er ejet af Holland Shellfish International.

Det er ikke lykkedes Food Supply at få en kommentar fra hverken Søren Tjørnelund Mattesen eller Poul Kærgaard, men til FødevareWatch fortæller den nu tidligere direktør, at der er tale om hans egen beslutning.

- Jeg har valgt at sige min stilling op, fordi jeg ikke er enig i strategien. Det er et fravalg og ikke et tilvalg fra min side, da jeg ikke har andre planer, siger han.

Til Nordjyske fastslår han, at han ikke ønsker at gå i detaljer: 

- Jeg kan ikke se mig i at være derude, og derfor har jeg valgt at sige op. Det har jeg ikke lyst til at uddybe nærmere.

Nordjyske har også fået en kort kommentar fra Poul Kærgaard:

- Det handler om strategi og så meget andet. Og det er rigtigt, at jeg fortsætter som direktør. Mere kan og vil jeg ikke sige i øjeblikket, fastslår han.

Søren Tjørnelund Mattesen har den seneste tid kæmpet med råvaremangel på fabrikken, og han har brugt meget tid på at forsøge at overbevise politikerne om, at noget må ske, hvis erhvervet skal kunne trives.

Som følge af råvaremanglen måtte Vilsund Blue i efteråret 2020 fyre 15 medarbejdere.

Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.093