23948sdkhjf

Kaffe-duo sælger kendt webshop for hemmeligt millionbeløb

Den danske netbutik Kaffekapslen, der på få år er vokset til Nordens største forhandler af kaffekapsler, er blevet solgt. Det bekræfter adm. direktør Anders Balmer over for Food Supplys søstermedie RetailNews.

For et hemmeligt beløb har de to ejere, Morten Ravn og Anders Balmer, solgt 55 pct. af virksomheden til det svenske investeringsselskab Ceder Capital. Dermed får den hurtigt voksende webshop ny majoritetsejer.

- Vi har haft nogle gode år og er vokset betydeligt. Men hvis vi skal nå vores ambitiøse målsætning om at blive Europas største inden for vores felt, skal vi have andre kompetencer med. Det får vi nu, siger Anders Balmer.

Han vil ikke afsløre den præcise salgspris, men siger, at handlen værdisætter Kaffekapslen til mellem 200 og 500 mio. kr. Dermed indkasserer de to ejere et trecifret millionbeløb.

Brygget fra bunden

I 2020 omsatte Kaffekapslen for over 200 mio. kr. – næsten en tredobling på bare et år. Udover Danmark sælger selskabet til kunder i Norge, Sverige, Tyskland, Østrig, Schweiz, Frankrig, Holland, Belgien og Spanien. Eksportandelen står for over 80 pct. af salget.

Morten Ravn stiftede Kaffekapslen.dk i 2011 helt fra grunden og brugte i de første år lejede opbevaringsrum hos Boxit som lager. Aarhus-virksomheden er adskillige gange flyttet til større lokaler for at kunne følge med væksten.

Målet er en omsætning i 2025 på 3 mia. kr. Altså omtrent en 15-dobling fra nu. Den ambition skal svenske Ceder Capital nu være med til at løfte.

- Vi kommer til at drive vores virksomhed på en måde, som hverken Morten eller jeg har erfaring med. Vi har ikke prøvet at styre en virksomhed med 500 ansatte. Det har Ceder Capital. Det er et utroligt godt match, siger Anders Balmer.

Bevarer kontrollen

Morten Ravn var indtil august sidste år adm. direktør i Kaffekapslen, men overlod chefstolen til Anders Balmer. Begge fortsætter i ledelsen af virksomheden, der beskæftiger over 60 ansatte.

- I dagligdagen får handlen ingen betydning. Ceder Capital skal ikke involvere sig i den daglige drift, men fungere som en meget tæt sparringspartner. De har indflydelse, men kan ikke beslutte, at vi f.eks. skal flytte til et andet land eller åbne fysiske butikker. Den slags beslutninger skal vi være enige om, siger Anders Balmer.

Inden salget ejede Morten Ravn 70 pct. af virksomheden, mens Anders Balmer ejede de resterende 30 pct.

- Vi har det fint med, at vi overdrager en majoritetsandel til Ceder Capital, for vi er fuldstændig enige om strategien, siger Anders Balmer.

Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.094