23948sdkhjf

Danmark beholder særregel om mindre nitrit i kødpålæg

Danmark kan fortsat stille skrappere krav til indholdet af nitrit i kødprodukter på det danske marked end de kan i vores nabolande. Det oplyser Fødevarestyrelsen i en pressemeddelelse.

EU-Kommissionen har netop forlænget en dansk særregel, som gør, at Danmark tillader markant mindre nitrit end resten af EU. I nogle produkter er indholdet næsten halveret i forhold til EU's grænse. Med den seneste forlængelse har Danmark nu yderligere tre år med særreglen. Den danske særregel er cirka 25 år gammel.

Danmark er det eneste land i EU med en særregel for nitrit, men resten af EU er nu er gået i gang med en forhandling af lavere grænseværdier.

- Danmark har bevist, at man sagtens kan producere skinke og pølser uden nitrit i samme mængde, som det ellers er tilladt i EU. Det er godt, at resten af EU nu lader sig inspirere af Danmarks gode eksempel og arbejder for et reduceret nitritindhold, siger Henrik Dammand Nielsen, enhedschef i Fødevarestyrelsen.

Gælder for alle kødprodukter

Særreglen gælder for alle kødprodukter på det danske marked. Også dem, der er produceret i udlandet. Nitrit bruges først og fremmest til at forhindre udviklingen af bakterier, der kan give botulisme – også kaldet pølseforgiftning. Det sker dog meget sjældent, at danskere rammes af botulisme, og når det sker, skyldes det ikke kød, men andre fødevarer som for eksempel krydderurter. 

Nitrit er et konserveringsmiddel, der bruges i forarbejdede kødprodukter som pølser og pålæg. Desuden har nitrit en farvende virkning, så kødet får en rødlig nuance.

Der er en risiko for, at nitrit omdannes til stoffer, som kan være kræftfremkaldende i en vis mængde. Derfor anbefaler både den Europæiske Fødevaresikkerhedsautoritet (EFSA) og DTU Fødevareinstituttet, at man bruger så lidt nitrit som muligt. Risikoen ved de kræftfremkaldende stoffer stiger i takt med mængden af tilsat nitrit.

Kommenter artiklen
Tip redaktionen
Udvalgte artikler

Send til en kollega

0.094