23948sdkhjf

"Ret vildt" - Schulstads dyreste brød storhitter, og flere er på vej

I bestræbelserne på så hurtigt som muligt at få sorte tal på bundlinjen - efter markante milliontab de seneste fire år - har Schulstad-direktør Pernille Bang-Löwgren tre vigtige brød i strategi-ovnen.

De hedder omkostningsfokus, bæredygtighed og signaturbrød.

Sidstnævnte har allerede vist sig at være en kæmpestor succes, med lanceringen af tre af slagsen: Først kom i 2018 et brød, som Schulstad har udviklet sammen med folkene bag Restaurant Gilleleje Havn, så et lavet i samarbejde med Bryghuset Møn, og senest bornholmerbrødet Sol over Gudhjem.

- Alene Gilleleje Havn-brødet solgte vi sidste år seks millioner af, og det er dermed det næstmest solgte brød i Danmark, kun overgået af vores Det Gode Solsikke, påpeger Pernille Bang-Löwgren. 

- Det er ret vildt, og med disse premiumbrød har vi tilsyneladende ramt et uopfyldt behov i markedet. Succesen betyder, at signaturbrød er noget, vi i høj grad vil satse mere på. Der er flere på vej, og det næste kommer til efteråret, uden at jeg vil løfte sløret mere endnu, tilføjer hun.

Signaturbrødene koster 25 kroner stykket i detailhandlen.

10 millioner ekstra poser

Strategi-benet med omkostningsfokus er en videreførsel af den proces, der allerede har medført flytningen af Schulstads brødproduktion i Viborg til Avedøre. Nu handler det ifølge direktøren om at høste frugterne af de effektiviseringer og investeringer, der er foretaget.

Og så er der bæredygtigheden - et område, som Pernille Bang-Löwgren prioriterer højt.

- Som Danmarks største bageri er vi meget bevidste om vores ansvar for kommende generationer. 

- Vi har allerede reduceret plastindholdet i vores poser, så vi nu kan lave 10 millioner ekstra poser med samme mængde plast som før. Vi er også gået i gang med at udskifte 500.000 brødkasser, så vores kasser nu bliver grønne i stedet for blå. Det sker løbende, efterhånden som de blå er slidt op.

- Dermed bryder vi regel nummer 1 i brandingbogen, da blå jo er vores farve. Men de nye kasser bliver grønne, fordi de bliver lavet af genanvendte grønne skraldespande, fortæller brødbossen.

Hun tilføjer, at der er masser af andre bæredygtighedsmuligheder at tage fat på, og at Schulstad vil lave et struktureret program for bæredygtighed.

Kommenter artiklen
Tip redaktionen
Udvalgte artikler

Send til en kollega

0.078