23948sdkhjf

Dansk saftgigant mistede salg for 600 millioner: - Vi blev ramt af den perfekte storm

Selv om 2020-regnskabstallene fra den danske is- og læskedrikkoncern Co-Ro umiddelbart ser skræmmende ud, er topchef Søren Holm Jensen ved godt mod.

Han må konstatere, at koncernen sidste år samlet set mistede omsætning for cirka 430 millioner kroner, så den blev på 1,54 milliarder, og at resultatet gik fra plus 160 millioner i 2019 til minus 44 millioner i 2020. 

Men der er masser grund til optimisme, fastslår direktøren.

- Den helt store årsag til tilbagegangen er, at vi blev ramt af "the perfect storm": Dels mistede vi på grund af coronanedlukninger omsætning for cirka 300 millioner kroner i vores out-of-home-kanaler, især på vores næststørste marked, Kina. Og dels mistede vi også omkring 300 millioner i omsætning i Mellemøsten som følge af nye afgifter og højere moms, ikke mindst på vores allerstørste marked, Saudi-Arabien, påpeger Søren Holm Jensen.

20.000 maskiner i Kina

Mens nedgangen i Mellemøsten er kommet for at blive, er der allerede nu igen god gang i Co-Ro-salget i Kina, hvor ikke mindst saftbrandet Sunquick er kæmpestort. Efter fem måneder med coronanedlukninger er Co-Ros salgssteder atter oppe i omdrejninger.

- Vi har op imod 20.000 maskiner stående rundt omkring i kinesiske biografer, hoteller, forlystelsesparker og lignende steder. Hvor vi i Danmark køber cola og popcorn, når vi går i biografen, køber kineserne Sunquick og popcorn. Og den omsætning har vi fået igen, konstaterer direktøren.

En anden og vigtig grund til hans optimisme er, at Co-Ro sidste år klarede sig rigtig godt på stort set alle andre markeder end dem i Kina og Mellemøsten.

- I Europa steg vores omsætning med 12 procent, primært fordi det gik rigtig fint med detailsalget. I eksempelvis Malaysia voksede vi med 15 procent, og alt i alt er vi gået cirka 10 procent frem på de markeder, der ikke er Kina og Mellemøsten. 

- Det svarer til en fremgang på cirka 170 millioner. Så vores strategi virker. Regnskabet er ikke udtryk for problemer med vores strategi, men udefrakommende 2020-problemer, understreger Søren Holm Jensen.

Plus på driften

Han peger desuden på, at der sidste år var et Co-Ro-plus på cirka 120 millioner kroner, hvis man udelukkende ser på driften. Når der alligevel står minus 44 millioner på bundlinjen, skyldes det især tre faktorer, nævner direktøren: Store afskrivninger, nedskrivninger på nogle aktiver i Kina og Kenya samt finansposter i relation til valutakurser.

Under alle omstændigheder fremhæver Søren Holm Jensen, at han som direktør er imponeret over den måde, koncernens cirka 1.200 medarbejdere håndterede 2020 på. Medarbejderne har således blandt andet igen leveret masser af innovation og nye produkter, blandt andet en serie med økologiske Sun Lolly frys-selv-is, der blev lanceret i Europa for et års tid siden. 

De har i Danmark allerede opnået en markedsandel på cirka fem procent.

Alt i alt fremstiller koncernen i omegnen af 500 forskellige produkter. Der kom cirka 40 nye til i 2020, mens 30 andre gled ud.

Co-Ro har produktion i 10 lande og sælger sine produkter i cirka 80 lande. I hovedkvarteret i Frederikssund er der omkring 300 ansatte.

Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.094