23948sdkhjf

Sundhed i fokus hos Rynkeby

Rynkeby Foods har netop udgivet sin CSR-rapport for 2011, og den viser, at det går fremad med både sundhed på arbejdspladsen og sundere produkter, ligesom miljøpåvirkningen er for nedadgående.
Årets CSR-rapport fra Rynkeby Foods viser, at selvom omsætningen stiger, så går det nedad med en række andre tal. Og heldigvis for det, for det gælder blandt andet mange medarbejderes vægt, saltindholdet i produkter og udledningen fra produktionen til miljøet.

De ansatte er blevet ”yngre”
I 2011 gennemførte Rynkeby Foods et såkaldt Body Age-projekt, hvor man måler, hvor ”gammel” kroppen er i forhold til alderen på dåbsattesten. Ved en måling i starten af 2011 var de deltagende medarbejderes alder i gennemsnit 41,9 år, mens deres body age var 43,7 år. Kroppen var altså næsten to år ”for gammel”.

Men i starten af 2012 var den gennemsnitlige alder 42,9 år og body age 43 år, altså i balance. Det var en fremgang, der blandt andet skyldes de mange tiltag hos Rynkeby med motion og sundere kost og livsstil. Kantinen er vigtig i den forbindelse, og et enkelt system med grøn-gul-rød markering af maden har gjort det lettere at vælge sundt.

Rynkebys produkter er baseret på frugt, der er godt for sundheden, men i grønsagsjuicerne er der også tilsat salt. Noget, som vi danskere generelt får alt for meget af – fx får mænd 50 % mere end anbefalingerne. Sammen med en leverandør er det lykkedes Rynkeby at nedbringe saltindholdet med 70 %. Det betyder, at danskerne i år i alt indtager over 2 tons mindre salt på grund af denne indsats.

Elforbruget er faldet
Team Rynkeby fylder naturligvis meget hos Rynkeby, og i 2011 deltog 31 medarbejdere fra Rynkeby Foods i turen til Paris for at være med til at samle ind til Børnecancerfonden. Det at være med på Team Rynkeby er mere end at passe sin træning og cykle med, men også at yde en indsats for at skaffe penge til at hjælpe børn med kræft og deres familier. Det ser Rynkeby også som en væsentlig del af sit samfundsmæssige ansvar at være med til.

Rynkeby har en stor og stigende produktion i takt med virksomhedens fremgang i Norden. Men det er over en bred kam lykkedes at reducere miljøpåvirkningen pr. produceret enhed. Således er elforbruget faldet med 6 %, spildevandsudledningen med 5 % og råvaresvindet med 15 %. Rynkeby forventer yderligere forbedringer i det kommende år.
Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.109