23948sdkhjf

Antal konkurser er på vej mod det laveste antal i flere år

Antallet af konkurser i Danmark er på vej mod det laveste antal i flere år.

I årets første ni måneder har der i snit været 168 konkurser om måneden. Fortsætter det året ud, vil det ifølge cheføkonom Allan Sørensen, Dansk Industri, give det laveste antal siden 2015.

- Konkursstatistikken viser foreløbig ingen spor af coronakrisen, hvor mange virksomheder ellers har været ramt af nedlukninger og skrappe restriktioner, skriver økonomen i en kommentar.

I september var der 176 konkurser i aktive virksomheder, når der korrigeres for normale sæsonudsving, viser tal fra Danmarks Statistik.

Det er virksomheder med ansatte eller virksomheder med en omsætning på mere end en million kroner.

Det er en stigning fra august, hvor antallet var 120. Det var dog det laveste tal siden 2009.

Ifølge Allan Sørensen er det adgangen til kompensation og låneordninger under corona, som har holdt mange konkurser fra døren.

Samtidig er økonomien kommet ud af krisen i god form, og det er med til at holde antallet nede ifølge økonomen.

I september betød konkurserne, at der blev tabt, hvad der svarer til 1248 fuldtidsjob. Det er det højeste antal siden juli sidste år.

Det skyldes stigningen i antallet af konkurser. Og der kan komme flere i fremtiden.

Cheføkonom Jeppe Juul Borre, Arbejdernes Landsbank, forventer, at omfanget vil stige. Han ser dog ikke stigningen i september som startskuddet til det.

Han peger samtidig på, at det ikke er entydigt negativt med en stigning i konkurserne - selv om det kan lyde kynisk.

- Markedsdynamikken skal tilbage, og det vil give et løft i konkurserne, men vi forventer dog langtfra, at det udvikler sig til en stor konkursbølge, skriver han i en kommentar.

Det skyldes ifølge økonomen den form, som den danske økonomi er i oven på corona.

- Dansk økonomi står stærkt, vurderer cheføkonomen.

/ritzau/

Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.078