23 sprøjtemidler forbydes – Kan få "betydelige konsekvenser" for flere afgrøder

23 sprøjtemidler, der indeholder en række PFAS-aktivstoffer, bliver nu forbudt.
Det skriver Miljø- og Ligestillingsministeriet i en pressemeddelelse.
Midlerne forbydes på baggrund af ny viden om, at stofferne nedbrydes til trifluoreddikesyre - også kaldet TFA.
TFA er et langsomt nedbrydeligt stof, som udvaskes til grundvandet.
Stoffet er af tyske myndigheder vurderet som værende skadeligt for fostre og forplantningsevnen.
TFA risikerer at havne i drikkevandet og udgør en risiko for miljøet og danskernes sundhed, lyder det fra miljøminister Magnus Heunicke (S).
- Vi skal beskytte vores dyrebare drikkevand, og vi har pligt til at få det stoppet, når vi kan se, at brugen af visse sprøjtemidler udgør en risiko for naturen og menneskers sundhed.
- Derfor gør Miljøstyrelsen nu 23 sprøjtemidler med beviseligt problematiske PFAS-aktivstoffer forbudt, så vi får beskyttet vores miljø, sundhed og Danmarks grund- og drikkevand, siger han i pressemeddelelsen.
Miljøstyrelsen er i gang med at vurdere yderligere ti sprøjtemidler, der også har vist udvaskning af TFA.
Styrelsen forventer at træffe afgørelse vedrørende disse midler inden udgangen af september.
Der er de seneste år vist omfattende fund i grundvand af stoffet TFA, skriver Miljøstyrelsen på sin hjemmeside.
I 2020 blev 247 grundvandsboringer tjekket for TFA, som blev fundet i 219 af boringerne.
Stoffet har vist sig blandt andet at stamme fra for eksempel kølemidler og drivmidler i spraydåser.
Men visse pesticider har også vist sig at kunne være en kilde til TFA, skriver styrelsen.
De sprøjtemidler, der nu forbydes, anvendes bredt i landbruget.
Tilbagekaldelsen af midlerne kan få "betydelige konsekvenser" for dyrkningen af en række afgrøder, skriver Miljø- og Ligestillingsministeriet i pressemeddelelsen.
Ministeriet vil "i dialog med erhvervet" nu se på, hvordan der kan findes sikre alternativer, fremgår det af meddelelsen.
Særligt produktionen af kartofler forventes at blive hårdt ramt, fremgår det af Miljøstyrelsens nyhed om sagen.
/ritzau/