23948sdkhjf

Snackproducent lukker en fabrik og flytter hele produktionen til Midtjylland

En tilbygning på 5.500 kvadratmeter er ved at tage form hos OK Snacks i Ejstrupholm i Midtjylland. Dermed er snackproducentens afdeling i nordjyske Tårs snart fortid.

Det skriver Horsens Folkeblad

Produktionen i den nye afdeling skal efter planen begynde til sommer, og det bliver ikke mindst med den kartoffelchipsproduktion, som OK Snacks overtog i Tårs i 2017. 

Dengang købte OK Snacks chipsproducenten Crispo Denmark og dermed Tårs-produktionen af såkaldte hand cooked chips af kartofler med skræl stegt i jordnøddeolie.

REKORD I 2020

I det senest offentliggjorte regnskab, det for 2020, nåede OK Snacks en rekordstor omsætning på knap 378 millioner kroner og et overskud på 13,5 millioner kroner.

Virksomheden har cirka 170 medarbejdere.

- Vi bor til leje i Tårs, og lejemålet ophører til sommerferien. Vi kunne ikke blive ved med at være der. Der var ingen udvidelsesmuligheder i Tårs, så for to år siden besluttede vi at opsige lejemålet der og begyndte at bygge nyt i Ejstrupholm, så vi kan samle det hele ét sted, siger OK Snacks-direktør Torben Juul Andersen til Horsens Folkeblad.

Nye medarbejdere

Han anslår, at den nye afdeling samlet set løber op i en investering på mellem 25 og 28 millioner kroner, og at det kan føre til ansættelse af en håndfuld nye medarbejdere. Installationen af maskinerne begynder efter påske.

Store investeringer er ikke uvant for OK Snacks, der  i 2017 indviede en ny produktionshal til en samlet pris på cirka 100 millioner kroner. Det projekt gav masser af ny plads til at lave de popcorn, som er blevet en vigtig del af virksomhedens produktion, siden tre slagtervenner for 35 år siden besluttede sig for at lave flæskesvær i stor stil.

I dag er Torben Juul Andersen den eneste af de tre, der er tilbage.

Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.078