23948sdkhjf

Danish Crown tager igen imod nye griseproducenter

I november sidste år måtte Danish Crown stoppe optaget af nye andelsejere, fordi der blev leveret for mange grise til, at man kunne følge med.

Siden har situationen ændret sig så meget, at det danske slagteri nu igen kan byde velkommen til nye andelsejere.

Det oplyser Danish Crown i en pressemeddelelse.

De nye andelsejere vil ifølge slagteriet blive optaget i den rækkefølge, som de står opført i på den venteliste, der blev indført i november sidste år.

- Det er dejligt, at vi er nået hertil. Det er vi kun, fordi medarbejderne hele vejen rundt har hængt i, siger Erik Bredholt, bestyrelsesformand i Danish Crown.

- Nu begynder medarbejderne i ejerservice at kontakte dem, der står på ventelisten. Vi kan se, at vi snart har plads til de første, og vi forventer herefter at optage nye andelsejere løbende, siger han i pressemeddelelsen.

Ventelisten blev indført, fordi der i november var et stigende pres på slagtekapaciteten i Danish Crown. Med andre ord havde man svært ved at følge med i forhold til de grise, der blev leveret til slagtning.

Leveringerne af grise steg kraftigt efter et udbrud af afrikansk svinepest i tyske svinebesætninger. Samtidig påvirkede omfattende forholdsregler mod covid-19 slagtningen i negativ retning.

De producenter på ventelisten, der nu får tilbud om at blive optaget som andelsejer i Danish Crown, skal kunne starte levering af grise inden for tre måneder.

Erik Bredholt fortæller, at man håber forholdsvis hurtigt at kunne tage et pænt antal nye andelsejere ind.

Han understreger dog også, at det skal ske i et tempo, så det ikke går ud over slagteriets evne til at servicere de nuværende andelsejere.

- Vi er bevidste om, at ikke alle nye leverandører kan begynde at levere med tre måneders varsel, men det er vores opgave at sikre den bedst mulige udnyttelse af kapaciteten på slagterierne. Derfor er det nødvendigt at optage nye andelsejere efter denne model.

- Hvis man som producent ikke kan sige ja tak i første omgang, så fastholder man sin plads på ventelisten og vil få chancen igen, så snart det igen bliver muligt at optage nye andelsejere, siger Erik Bredholt.

/ritzau/

Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.11