23948sdkhjf

Dansk mejeri-teknologi indtager ostens hjemland

Q-Interline åbner nu datterselskab i Frankrig, og indtager dermed Europas næststørste marked for fødevare- og mejeriproduktion

Den danske virksomhed producerer højteknologiske analyseløsninger til fødevareindustrien og har allerede foden placeret på den franske jord og har leveret solidt proof of business med analysesystemer installeret hos blandt andet verdens største mejeriselskab.

CEO Martin Roithner Henriksen ser med en vis portion mejerihistorisk stolthed nu frem til at skrive Q-Interline og dansk mejeriteknologi ind i endnu et kapitel i den verdenskendte franske ostefortælling.

- Vi har allerede en kontrakt med en af Frankrigs største mejerikoncerner, der har valgt vores teknologi frem for vores konkurrenters. Frankrig er dog kendt for at huse mange mindre producenter, og hver egn har deres egen brie, deres egen camembert og så videre, så samlet set har markedet potentiale for en meget stor og divers volumen, siger Martin Roithner Henriksen, og fortsætter:

- I vores p.t. største marked, Tyskland, er der cirka 470 mejeriselskaber. I Frankrig er der over 800 mejerier, hvoraf mange er meget veldrevne med mange år på bagen og har meget loyale kunder. Vi kan virkelig hver eneste dag gøre en forskel for både kvalitet og bundlinjen for alle disse arbejdsomme osteproducenter.

Q-Interlines patenterede analyseteknologi gør det muligt for producenter af fødevarer at garantere, at de kender indholdet af deres produkter ned til de mindste delelementer - hele vejen fra råvare til færdigt produkt.

Teknologien bygger på såkaldt nær-infrarød spektroskopi og kan både blive implementeret som et fast led i en produktionskæde (in-line) eller anvendes som en ”plug and play” manuel løsning, der nemt kan placeres ethvert sted i produktionsapparatet (at-line).

Franske medarbejdere er et must

De fleste fødevareproducenter og mejerivirksomheder findes i området ved Bretagne og Normandiet. Derfor sigter Q-Interline efter at åbne sit franske datterselskab i netop dette område, da det er afgørende at være tæt på kunderne både kulturelt og sprogmæssigt.

- Sprog- og kulturforståelse har stor betydning for at vinde tillid hos små og mellemstore producenter. Altså er det vigtigt at have boots-on-the-ground, der forstår markedet indgående, taler sproget og kender kulturen og sidder placeret i epicentret for mejeri- og fødevareproduktionen, siger Martin Roithner Henriksen og fortæller, at etableringen af datterselskabet i Frankrig – Q-Interline SARL – er forløbet planmæssigt, og rekruttering af medarbejdere allerede er påbegyndt.

Den officielle virksomhedsadresse er midlertidigt hos Q-Interlines franske advokat, Grant Thornton i Neuilly sur Seine. Q-Interline har udover det nyetablerede datterselskab i Frankrig tillige et datterselskab i hovedmarkedet i Tyskland.

Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.063