23948sdkhjf

Advarselslamper: Presset kødkonge er helt uenig i voldsom revisor-melding

Kødkoncernen Skare er under voldsomt pres af både sin revisor og sin bank i forbindelse med koncernens netop offentliggjorte regnskaber.

I 2021/21-regnskabet for Kurt Skare Holding, der er moderselskab i Skare Gruppen, slår revisionsselskabet Deloitte således for alvor advarselslamperne til. Revisoren mener, at koncernregnskabet langt fra giver et retvisende billede, og det har fået grundlægger og indehaver Kurt Skare til helt usædvanligt at udsende en pressemeddelelse.

I sine bemærkninger nævner Deloitte blandt andet, at det en forudsætning for selskabets fortsatte drift, at der opnås nye kreditter til indfrielse af de nuværende, som er
opsagt.

- Ledelsen har ikke på underskriftstidspunktet kunnet fremlægge en plan for, at koncernen kan opnå nye kreditter til indfrielse af de eksisterende, samtidig med, at vi ikke har kunnet tilslutte os de af ledelsen udarbejdede budgetter omkring forventningerne til det kommende regnskabsår. 

- Tilgodehavender fra salg, der i balancen er indregnet til 249,6 mio. kr., er efter vores opfattelse værdiansat 120,8 mio. kr. for højt på grund af manglende nedskrivning af nogle dubiøse debitorer. Egenkapitalen og årets resultat er således overvurderet med 120,8 mio. kr., skriver revisoren.

- Tilgodehavender hos tilknyttede virksomheder, der i balancen for moderselskabet er indregnet til 321,7 mio. kr., er efter vores opfattelse værdiansat 321,7 mio. kr. for højt på grund af manglende nedskrivning. Egenkapitalen og årets resultat er således overvurderet med 321,7 mio. kr. vedrørende dette forhold, står der også i revisionspåtegningen.

- Fuld af fortrøstning

Pressemeddelelsen fra Kurt Skare bærer overskriften "Der er altid en anden side af sagen". 

I den nævner den erfarne kødmand, at resultatet før skat blev et plus på over 20 millioner kroner, og at Skare-koncernen er fuld af fortrøstning med hensyn til fremtiden.

Kurt Skare peger på, at covid-19 har udfordret drift og likviditet i en periode, hvor Skare holdt produktionen i gang på alle sine fabrikker og dermed løftede sin del af ansvaret for fødevareforsyningen.

- Af gode grunde kan man ikke nøjes med at slagte en halv ko, når man skal have hakket oksekød. Det betød, at vores varelager af især dyre udskæringer voksede markant til 235 millioner kroner, fastslår direktøren i pressemeddelelsen.

- Vi kunne vælge at sælge ud af vores varelager til kunstigt lave priser, tage store afskrivninger eller lægge kød på frost. Vi valgte den sidste løsning. Vi synes, det er almindelig sund fornuft at opbevare kødet professionelt på frysehus og sælge ud i takt med, at efterspørgslen stiger, og priserne er gode. Værdien har vi imidlertid ikke været enige med vores revisionsselskab om, og det er blandt andet grunden til, at regnskabet først er indleveret op til deadline, bemærker Kurt Skare.

- Den afledte effekt af at regnskaberne først er indleveret nu har bl.a. været, at vores pengeinstitut har opsagt samarbejdet med os. Og det selv om vores engagement med banken har været noget begrænset. Vi har altid sat en ære i at være næsten
 selvfinansierende, og desuden har vores fabrikker mange værdier, fx ejendomme, som langt overstiger vores lån. Hverken bank, kunder, leverandører eller samarbejdspartnere har nogensinde tabt penge på os, tilføjer han.

- Vores strategi om at beholde det store varelager til bedre tider har allerede vist sig at være rigtig. Efter at myndighederne ophævede tvangs-nedlukningerne i Danmark og udlandet, er varelageret nedbragt med DKK 90 mio. Og vi forventer at det skrumper med yderligere DKK 90 mio. i indeværende regnskabsår. Og priserne stiger. Det er ikke bare en forventning, vi har. Internationalt set stiger priserne på fødevarer nu markant, og der tales sågar om mangel på fødevarer - og især oksekød, fastslår Kurt Skare også.

Han nævner desuden, at Skare-koncernen i perioden har investeret 75 millioner kroner i et af sine selskaber, Defco, samt cirka 10 millioner kroner i fabrikken i Vejen - begge dele uden at trække ekstra kreditter i banken.

Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.094