23948sdkhjf

Norsk besøg satte gang i en utrolig historie om mjød til USA

Bag entreen til det amerikanske marked for Dansk Mjød i Billund ligger der en meget anderledes historie, som brygmester Michael Brogaard mindes med et stort smil.

- For 16 år siden blev jeg ringet op af en medarbejder fra Silkeborg Museum. Medarbejderen spurgte, om de måtte sælge alle de stentøjsflasker med mjød, der stod i udstillingsbutikken. Det var nogle nordmænd, som insisterede på at købe hele molevitten, husker han.

Og den handel gik i orden. Nordmændene fik deres vikingedrik.

- Det viste sig, at nordmændene skulle på familiebesøg i Californien, og de tog flaskerne med mjød med derover. Blandt den familie, de besøgte, var der én, som havde et importfirma, og efter at de havde smagt på vores mjød, blev der sat gang i importen, fortæller Michael Brogaard.

Salget udviklede sig, og kort tid efter ville USA-importøren have en 20-fods container med mjød leveret.

- Det tog os 14 dage bare at producere den ordre, siger brygmesteren og griner.

USA er Dansk Mjøds største eksportmarked. Og det omtalte importfirma sælger fortsat den honningbaserede drik i det nordamerikanske land.

Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.125