23948sdkhjf

Nordjysk fiskeunderskud i millionklassen: Direktør er rolig

Det seneste regnskab fra filetfabrikken Insula Hanstholm, der er ejet af Amanda Seafoods, fortæller generelt om en branche, der har været hårdt presset af corona - og specifikt om en virksomhed, der har investeret stort, uden at få løn for fortjeneste.

Det fortæller administrerende direktør for Insula Jesper Kold Sørensen:

- Med opkøbet af Strandby Fisk, som vi overtog fra Dagrofa, har vi fra 2020 til 2021 fordoblet vores omsætning. Strandby Fisk er en anderledes forretning end den, vi driver i forvejen, så det var en stor mundfuld. Derfor har vi investeret i at gennemføre overtagelsen dygtigt og effektivt, ligesom vi har brugt mange kræfter på at optimere den fordobling af aktiviteten, som vi har haft i Hanstholm. Og det har tynget vores omkostninger, siger han.

Den volumen, der hører til Strandby Fisk, er centreret i foodservice, fortæller direktøren. En branche, der som bekendt var lukket ned i store dele af 2021 på grund af corona. Dermed har Insula Hanstholm taget mange omkostninger med ombord, uden at få meget vinding for indsatsen:

- Vi har investeret og haft meget travlt, men vi har ikke fået løn efter fortjeneste endnu. Der er en række makroforhold og en pandemi, som giver en god og acceptabel forklaring på tingenes tilstand, og derfor ligger vi ikke vågne om natten, siger Jesper Kold Sørensen.

Virksomhedens regnskab er påhæftet en såkaldt "going concern" som betyder, at Insula Hanstholms videre drift er betinget af, at moderselskabet opretholder sin finansiering af virksomheden. Heller ikke det giver dog anledning til bekymring, forsikrer direktøren.

- Vi har centraliseret vores finansiering i det norske moderselskab, hvilket er en helt logisk måde at lægge finansiering ud på. Det giver os en stærk struktur og betyder, at der er en god soliditetsgrad, også i moderselskabet, forklarer han.

Det igangværende regnskabsår byder på sine egne udfordringer, men hos Insula er de optimistiske.

- Først i marts-april er vi nået op på "normale" tilstande som i 2019. Især på vores aktiviteter i Hanstholm har vi oplevet høje fiskepriser og færre landinger. Samtidig er dele af eksportmarkedet først lige ved at røre på sig. Men vi er i bedring og har taget mange gode greb for at komme tilbage på sporet. Det lysner, siger Jesper Kold Sørensen.

Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.063