23948sdkhjf

Bryghus har hentet produktion hjem efter 12 år

Thisted Bryghus producerer og tapper igen sodavand i eget hus.

- I 12 år har vi fået fremstillet de velkendte Thy-sodavand på Mineralvandsfabrikken Frem i Ribe, fordi vi havde brug for kapaciteten til ølfremstilling på fabrikken i Thisted. Men med udvidelse af vores egne bygninger og en investering i et mikseranlæg er det blevet muligt at tage produktionen hjem. Vi kalder os for en øl- og mineralvandsfabrik, og derfor skal vi selvfølgelig lave vores egne sodavand i Thisted igen, fortæller direktør Aage Svenningsen i en pressemeddelelse.

Det er produktionschef Theis Dahlgaard og blandemester Jan Thomsen, der kommer til at stå for produktion og udvikling af sodavand, og de har brugt seks måneder på at raffinere smagen i de fire økologiske varianter.

- Vi glæder os over at have fået de gamle, velkendte produkter hjem og gøre dem til vores egne. Når vi relancerer Thy Rabarber, Thy Hyldeblomst, Thy Lemon og Thy Appelsin, er det de samme velkendte sodavand, men indholdet er sådan set helt nyt. 

- Nye økologiregler har nemlig medført, at vi har været nødt til at finde nye ingredienser. Det har været en spændende og til tider udfordrende proces, da udvalget er knap så stort. Vi er meget tilfredse med resultatet, og egentlig også ret stolte over, at vi har skabt et friskt og velsmagende produkt næsten helt fra bunden af. Vi gør os allerede tanker om nye smage, men nu skal vi lige have produktionen ind under huden, da det er mange år siden, at vi har lavet sodavand i huset, fortæller Theis Dahlgaard.

I dag udgør salget af sodavand kun fem procent af bryghusets samlede omsætning, men planen er at udvide sortimentet og sælge flere af de klare glasflasker på 25 centiliter over hele landet. Salget af Thy-sodavand fordeler sig med 50 procent til butikker og 50 procent til restauranter, cafeer, cafeterier og lignende.

Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.127