23948sdkhjf

DI: Norsk toldmur er usmagelig

Den norske regering tager et skridt i den forkerte retning ved at opbygge toldmure i stedet for at fremme frihandel, lyder kritikken.
Det vækker harme hos DI Fødevarer, at den norske regering i finanslovsforslaget lægger op til en told på en lang række danske og øvrige udenlandske oste på hele 277 procent, mens lammekød får toldsatsen 429 procent og oksekød 344 procent.

- Vi lever i en tid, hvor verden har brug for mere frihandel. Og her er det ligefrem usmageligt, at vores naboland i nord indfører så skrupelløs og ødelæggende en toldbeskyttelse, forklarer branchedirektør i DI Fødevarer Ole Linnet Juul.

Han er dermed på linje med handelsminister Pia Olsen Dyhr (SF), som siden juni har forsøgt at rejse sagen hos kollegaerne i EU. Dengang hævede nordmændene tolden på hortensiaer fra nul til 72 procent for at beskytte norske gartnerier.

Læs også: Norge varsler brandtold mod dansk ost

Ole Linnet Juul erkender – i lighed med ministeren – at den norske regering ikke overtræder juraen i hverken WTO handelsaftalen eller det Europæiske Økonomiske Samarbejdsområde (EØS) aftalen mellem EU og de tre EFTA-lande Norge, Island og Liechtenstein.

- Men en vigtig del af samarbejdet i EØS-regi er, at samhandlen mellem EU og Norge gradvist skal forestille at blive liberaliseret. Så skridtet går i en helt forkert og en yderst skadelig retning, når det gælder om at få gang i global vækst, mener branchedirektøren i DI Fødevarer.

Han håber derfor, at et internationalt pres kan være med til at få den norske regering på andre tanker.

- Der er her et behov for, at EU, nationale regeringer og organisationer sætter ind med et stort pres på Norge for at få stoppet de her toldmure, som er så skadelige for samhandelen. Så må vi håbe, at den norske regering på et tidspunkt besinder sig, lyder det fra Ole Linnet Juul.
Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.063