23948sdkhjf

Årets største historier: Skare talte ud, store konkurser og en ejer, der bare ikke gad mere

Se årets mes læste artikler på Food Supply

Juleferien nærmer sig - måske den allerede er indtruffet - og det kan passende give tiden til et tilbageblik på året, der næsten er gået.

Hvilke historier fangede læsernes opmærksomhed allermest her på Food Supply? Det giver nedenstående liste svaret på - måske du missede et par stykker, som du nu kan bruge juletiden til at få kigget nærmere på.

Lad os sige det som det er - vi kommer vidt omkring i det danske fødevarelandskab.


Årets 10 mest læste artikler på Food Supply


10. Minus på 78 millioner de seneste fem år fører til vestjysk fabrikslukning

Vi starter rundturen blandt årets mest læste artikler i Vestjylland. 

Et samlet tab på 78,4 millioner kr. efter skat i de fem seneste regnskabsår blev for meget for Flensted Food Group, som i november meldte ud, at man nu lukkede snitgrønt-fabrikken i Skovlund mellem Grindsted og Varde.


9. Pepperonimillionær efter fyring: Helt fair, at vores veje må skilles

- Jeg er blevet fyret, så selvfølgelig skal jeg nu ud af finde noget andet at lave. Jeg er 57 år, så det er for tidligt bare at begynde at spille golf, lød det fra Per Fischer Larsen i august efter han blev fyret i Danish Crown.


8. Hun har solgt sin marmeladefabrik: Jeg gider ikke mere

Efter 11 år som ejer af marmeladefabrikken Sorring Bær besluttede Mette Nørgaard i starten af året at sige stop. Bøvlet med at sælge virksomhed gad hun faktisk ikke - men samme aften, som hun meldte beslutningen ud på Facebook fik hun en køber i røret ...


7. Spritusproducent er gået konkurs

I årsregnskabet for 2022 for virksomheden Getspirits Distillery meldtes der om ”Usikkerhed om fortsat drift”, fordi selskabet havde et underskud på 96.618 kroner og en negativ egenkapital på 4,3 millioner kroner.

Det kunne der være noget om - i september måtte ejerne sige stop.


6. Pludselig ringede Salling Group - slagteri skal finde flere hænder

Det er ikke kun salg, fyringer og konkurser. 

I Nordjylland fik et over 40 år gammelt slagteri pludselig ekstra travlt. Det skete, efter at to af landets store detailkæder afbrød samarbejdet med den skandaleombruste slagterigigant Skare Meat Packers, der kom i vælten efter fund af 250 tons ældre kød hos koncernen.

Det er ikke det sidste, du hører om Skare Meat i denne liste ...


5. Over 100 er fyret: Jysk bageri konkurs efter 124 år

Efter 124 år som bagervirksomhed i Vejle gik familieforetagendet P.A. Andersen & Sønner konkurs i slutningen af november.

- Denne afgørelse kommer efter omfattende overvejelser og er truffet med et tungt hjerte, konstaterede direktør Lars Egeberg Bech i efter konkursen.

Virksomheden endte dog efterfølgende med at blive købt - og halvdelen af medarbejdere kunne fortsætte som ansatte.

Kendt fødevareprofil har reddet P.A. Brød efter konkurs

P.A. Brød skærer bemandingen ned til næsten det halve


4. 30 medarbejdere fritstillet: Salg af konkursramt virksomhed kiksede

Knap så godt gik det med salget af en anden konkursramt virksomhed. 

I midten af august lykkedes det nemlig ikke kødgrossisten Gris Lam & Co at blive solgt inden for 14 dage efter konkursen. Derfor blev virksomhedens omkring 30 medarbejdere opsagt og fritstillet, som konkurslovens foreskriver.

Konkursen ramte kun et par måneder efter, at investorer - blandt andre en Fætter BR-arving - skød et millionbeløb ind i virksomheden. 

De penge vurderede kuratoren ikke, at de ville få at se igen.

Senere købte ejerne dog virksomheden tilbage igen.


3. Danish Crown lukker slagteri og fyrer 800 ansatte

Danish Crown har haft et turbulent år. 

Efteråret var præget af stor uro i ejerkredsen og tidligere på ugen endte det med, at Asger Krogsgaard beholdte formandsposten i slagterigigantens bestyrelse, som han måtte overtage med kort varsel, da forgængeren Erik Bredholt pludselig måtte stoppe 10. november.

Foråret var imidlertid heller ikke en dans på roser, og i april var antallet af grise til slagtning  faldet så markant, at slagterigiganten måtte lukke et nordjysk slagtere og vinkel farvel til 800 ansatte.


2. Kurt Skare tæt på at miste livet i Spanien

Sagen om Kurt Skare og virksomheden Skare Meat Packers begyndte at rulle i januar, og historien, der startede med 250 tons gammelt kød uden sporbarhed har buldret lige siden. 

Dén sag fylder derfor også en del, når listen over årets mest læste artikler gøres op. 

Det har naturligvis også sat sit præg på Kurt Skare selv, og i april var det minutter fra at gå helt galt. Det fortalte kødkongen selv til Food Supply i maj.

Under en forretningsrejse i Spanien fik han hjertesvigt og blev i ambulance bragt på hospitalet, hvor lægerne på intensivafdelingen reddede hans liv, lød det.

- Jeg fik at vide, at hvis der var gået 20 minutter mere, havde jeg ikke klaret den. Lægerne er ikke i tvivl om, at det kan hænge sammen med det pres, jeg har været udsat for, konstaterede 78-årige Kurt Skare.


1. Efter fundet af 13 år gammelt kød: Kurt Skare taler ud 

Kurt Skare indtager også førstepladsen på årets liste. I januar tog han nemlig til genmæle i sagen om de 250 tons gammelt kød.

Han ville gerne fortælle sin side af sagen til Food Supply.

- Vi føler os ikke uretfærdigt behandlet af Fødevarestyrelsen, men vi føler os forkert behandlet. Vi mener, at de har begået nogle fundamentale fejl, og det har vi forsøgt at gøre dem opmærksomme på, siger Kurt Skare.

Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.081