23948sdkhjf

Pludselig ringede Salling Group - slagteri skal finde flere hænder

De har lige slået dørene op til kæmpeslagteri. Nu mangler de hænder

På lidt over 40 år har han gjort familiefirmaet til et af landets største slagterier.

Nu kan Lars Andersen, direktør for Himmerlandskød, glæde sig over at de godt 200 ansatte i virksomheden får endnu mere at lave.

To af landets store detailkæder har nemlig skruet op for volumen på deres ordrer hos det himmerlandske slagteri.

Det sker, efter at kæderne har afbrudt samarbejdet med den skandaleombruste slagterigigant Skare Meat Packers i Vejen i Sønderjylland, der er kommet i vælten efter fund af 250 tons ældre kød hos koncernen.

Ovenpå kødskandalen i Vejen, der trak overskrifter i diverse medier, blev Himmerlandskød kontaktet af Salling Group, der ønskede at skrue op for deres ordrevolumen hos det himmerlandske slagteri.

Og nu har konkurrenten Rema 1000 fulgt trop og flyttet sine ordrer hos Skare-koncernen til henholdsvis Himmerlandskød og Danish Crown.

Det skriver AgriWatch.

Lars Andersen, direktør for Himmelandskød, bekræfter over for Nordjyske, at slagteriet skal hjælpe Rema 1000 med nye varenumre.

Slagteriet har hidtil leveret oksefars, skiveskårne bøffer, mørbrad og andet oksekød til detailkæden.

-Vi kommer til at lave en del af deres frilandsgris også nu. Selvom vi normalt ikke laver grisekød, kommer vi til at hjælpe dem med det, siger Lars Andersen, direktør for Himmerlandskød, til Nordjyske.

Han fortæller, at det ikke kun er nye varenumre. Både Salling Group og Rema 1000 har også skruet op for volumen på deres ordrer hos det familieejede slagteri i Aalestrup ovenpå bruddet med Skare-koncernen.

- Bestillingerne bliver større end før, siger Lars Andersen.

Og det betyder, at Himmerlandskød nu skal på medarbejderjagt.

- Jeg vil skyde på, at vi i hvert fald skal bruge 10 nye slagterimedarbejdere. Vi kommer til at lave noget mere, og også mere på nathold, siger Lars Andersen.

Han tør endnu ikke sætte tal på, hvad ordretilgangen betyder i kroner og ører. Men timingen er god. For familiefirmaet tog i sommer et nyt kæmpeslagteri i brug. Det er 16.000 kvadratmeter - ti gange så stort som firmaets gamle slagteri - og ligger i udkanten af Aalestrup.

Det er ikke kun detailkæder, der har henvendt sig til det himmerlandske slagteri i kølvandet på skandalen hos Skare-koncernen.

- Der er også flere landmænd, der henvender sig til os og gerne vil levere. Og det passer fint, når nu vi lige har bygget nyt og gerne vil vækste. Vi vil gerne have nogle flere kreaturer, siger Lars Andersen.

Himmerlandskød rundede i foråret for første gang en omsætning på over en milliard kroner.

I 2021 slagtede de 120.000 kreaturer og landede et overskud efter skat på 33 millioner kroner– det bedste resultat nogensinde.

Rema 1000 og Salling Group er Himmerlandkøds største kunder på detailmarkedet. Det himmerlandske slagteri leverer også til foodservice-industrien, hvor de har store kunder som Dansk Cater og Hørkram.

HIMMERLANDSKØD A/S
Regnskabsår 2021 2020 2019
Valuta mio. DKK mio. DKK mio. DKK
Nettoomsætning 1024,3 888,7 857,1
Bruttofortjeneste 152,8 142,3 135,1
Resultat af primær drift 41,4 38,9 34,2
Resultat før skat 42,1 38,8 30,0
Årets resultat 33,1 30,4 22,3
Balancestatus 335,2 208,2 179,0
Egenkapital 152,4 119,1 88,3
Kilde: CVR

Se nøgletal for:
Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.14