23948sdkhjf

Svaneke Bryghus investerer i mere vækst

En markant øget omsætning skinner af på årets bundlinje, og med nye investeringer lægger bryggeriet fra solskinsøen an til mere vækst på eksportmarkederne.
- Vi investerer 4 millioner kroner i nye tanke i år, fortæller Daniel Barslund, adm. direktør, Svaneke Bryghus.

- Vi investerer 4 millioner kroner i nye tanke i år, fortæller Daniel Barslund, adm. direktør, Svaneke Bryghus.

Svaneke Bryghus har haft et ualmindeligt godt 2013. Omsætningen er løftet med 12 procent og et stramt fokus på omkostningsstyring og lavere afskrivninger på gæld har været med til at løfte bundlinjen fra 0,4 til 1,9 millioner kroner. Resultat af primær drift (ebit) steg i perioden fra 1,6 til 3,5 millioner kroner.

Den bornholmske specialøl afsættes primært herhjemme, i 2013 udgjorde eksportandelen cirka 10 procent. Men det skal er laves om på, fortæller bryggeriets adm. direktør Daniel Barslund til Food Supply.

- Vi har i dag godt fat i Sverige, Norge og Finland, hvor vi sælger til både detail og til bar- og restaurationsmiljøet. Der er monopol alle steder, så det kræver hårdt arbejde at komme ind, men vi tror på, at vi godt kan hente endnu mere i Skandinavien, siger bryggeridirektøren i telefonen her til morgen.

Daniel Barslund fremhæver desuden Asien som det næste eksporteventyr, hvor han pt. er i dialog med en mulig japansk kunde. Han understreger dog, at der er et stykke vej endnu.

Bryggeriet er dog fuldt ud klar til at køre mere øl igennem hanerne, der er kapacitet til mere, fortæller Daniel Barslund.

Udvidelser og flere lokale arbejdspladser
Netop ledig kapacitet var baggrunden for, at bryggeriet i efteråret indgik et samarbejde med United Beverage, der ejer De Jyske Bryghuse. Alene i år betyder den aftale, at produktionen i Svaneke stiger med 10 procent.

- Vi forsøger hele tiden at få mere igennem produktionsapparatet, og samarbejdet med United Beverage har bidraget positivt i den retning. Nu håber vi så på, at vi kan fortsætte med at øge omsætningen på vores egne øl, uddyber Daniel Barslund, der tror så meget på projektet, at der i år er afsat 4 millioner kroner til nye tanke og udvidelse af lageret.

På længere sigt håber han, at netop Svaneke Bryghus kan være med til at fastholde og generere nye arbejdspladser på øen. For netop tilknytningen til Bornholm er bryggeriets identitet og vigtigste brand.

- Det er vigtigt for os at holde produktionen på Bornholm, for øen er vores varemærke. Hvis vi flytter, vil vi lyve for vores kunder, så det har vi overhovedet ingen intentioner om, understreger Daniel Barslund, som sammen med øens øvrige fødevareerhverv er i offensiven for at gøre Gourmet Bornholm til en turistmagnet.
Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.093