23948sdkhjf

Svaneke Bryghus giver den nu gas som CO2-neutral - det fejres med en ny øl

Som det første bryggeri i Danmark er ølbrygningen hos Svaneke Bryghus nu verificeret som CO2-neutral.

Det oplyser bryggeriet i en pressemeddelelse, hvoraf det fremgår, at det sker efter flere års intenst arbejde med bæredygtig omstilling, og at den grønne milepæl markeres med en ny øl, der hedder Game Changer.

Svaneke Bryghus gik over til 100 procent økologi i 2018 og etablerede sin egen dåsekolonne i 2019.

Siden årets begyndelse er al øl i Svaneke brygget CO2-neutralt, hvilket bryggeriet har fået verificeret af Force Technology.

Nu er bryggeriet så klar til at rulle det grønne budskab ud i markedet - blandt andet ved, at historien står på alle øletiketter.

Solceller og genbrug af kulsyre

Vejen til CO2-neutral ølbrygning er blandt andet gået via den kendsgerning, at bryggeriet i 2020 droppede oliefyret og skiftede til biogas frem for naturgas. Bryggeriet drives desuden af el fra vedvarende energikilder, hvoraf 35 procent kommer fra egne solceller, mens de resterende 65 procent købes som grøn, certificeret vind- og solenergi.

Det betyder, at bryggeriet ikke har udskilt CO2 på hverken varmeenergi eller elektricitet fra marts 2020, oplyser Svaneke Bryghus.

Med udgangen af 2020 fik Svaneke Bryghus installeret et genvindingsanlæg til kuldioxid. Det gør, at bryggeriet nu er i stand til at genanvende sin egen overskydende kuldioxid i tappeprocessen samt tappe og sælge det overskydende i kulsyreflasker til egne kunder med fadølsudskænkning på Bornholm og i Storkøbenhavn.

- Vores nye genvindingsanlæg er prikken over i’et og game changeren i rejsen mod at brygge CO2-neutralt. Vi er meget stolte af vores grønne fortælling, og er sikre på, at det vil blive et endnu vigtigere salgsparameter i fremtiden, siger Steen Jespersen, direktør for Svaneke Bryghus.

Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.094