Rådhuspladsen bliver overtaget af bornholmsk mad
Bornholm kommer igen til København 30. april
Den bornholmske kok Mikkel Marschall lancerede konceptet ”Bornholm kommer til København” sidste år, og nu er han altså ved at være klar igen.
- I år deltager endnu flere bornholmske fødevareproducenter og andre erhvervsdrivende i dagen, og der vil være endnu flere pop up-restauranter med smagsprøver på bornholmsk gourmet, siger Mikkel Marschall.
Han er indehaver af virksomheden Marschall Food Events og arrangør af Danmarks største kokkekonkurrence, Sol over Gudhjem.
Til stede på bornholmerdagen vil være omkring 60 bornholmske erhvervsdrivende i form af blandt andet fødevareproducenter, restauranter, eventmagere, uddannelsesinstitutioner og det lokale rederi. Derudover vil der være komik og musik på programmet i skikkelse af blandt andre Rasmus Botoft fra Rytteriet, Søs Fenger og DJ Pelle Peter Jensen, kendt fra radioprogrammet Lågsus på P3.
Blandt de bornholmske restauranter, der deltager i årets mad- og oplevelsesmarked, er Restaurant Kadeau, som netop har sikret sig Bornholms første Michelin-stjerne.
Billedtekst: I april 2015 lagde anslået 50.000 mennesker vejen forbi det store bornholmske mad- og oplevelsesmarked på Rådhuspladsen i København. Foto: Torben Ager.