23948sdkhjf

Ikke flere mærker, tak!

Mens politikere og eksperter diskuterer, om klimamærker på fødevarer er en god idé, er forbrugerne forvirrede. De har svært ved at skelne mellem miljø og klima – og så synes de i øvrigt, at der er mærker nok. Det konkluderer ny undersøgelse foretaget af AgroTech A/S.
De danske forbrugere ved ikke ret meget om fødevarers CO2-udledning – og det interesserer dem heller ikke synderligt meget. Det viser nye tal fra AgroTech, der netop har gennemført to undersøgelser – en kvalitativ og en kvantitativ. Begge undersøgelser viser et klart billede af, at mad og klima i sammenhæng ligger meget lavt i danskernes bevidsthed. Samtidig er interessen for emnet begrænset. Det betyder dog ikke, at de er helt ligeglade. Men måske forvirrede.

- På den ene side higer de efter informationer – på den anden side føler de, de er ved at drukne i dem, konkluderer kommunikationschef Lisbeth Kempel, AgroTech. Hun fulgte blandt andet de to fokusgrupper i Århus og København, der udgjorde den kvalitative undersøgelse. Her var deltagerne umiddelbart positive over for et klimamærke, men begejstringen drejede hurtigt over til skepsis – og ligesom deltagerne i netundersøgelsen, så mente de, at der allerede nu er mærker nok. I netundersøgelsen er hele 44 procent enige eller helt enige i udsagnet ”Jeg synes, der er mærker nok på fødevarerne…”.

- Forbrugerne er skeptiske over for mere mærkning, og tilliden til mærkerne er heller ikke høj. På den anden side ser de gerne, at virksomheder kommunikerer, når de gør noget godt for miljøet – så længe det er sobert og veldokumenteret – og uden det pådutter dårlig samvittighed, understreger Lisbeth Kempel.

Klima og miljø
Selvom deltagerne i netundersøgelsen ikke helt afviser et klimamærke, så sætter Lisbeth Kempel spørgsmålstegn ved, hvor meget et klimamærke vil betyde for forbrugernes indkøb i supermarkedet.

- Som det er i dag, tillægger de ikke CO2-udledningen fra fødevarer stor betydning – og de er egentlig heller ikke særligt interesserede i at få oplysninger om, hvor meget CO2 pr. 100 g, der udledes ved produktionen. Kun 27 procent ser på de miljømærker, der er på fødevarer i dag – og kun 17 procent angiver, at de ofte læser avisartikler om fødevarernes miljøpåvirkning. Derfor tvivler jeg på, at et klimamærke vil ændre forbrugernes adfærd væsentligt, siger kommunikationschefen.

I netundersøgelsen fremgår det ikke, hvordan respondenterne differentier mellem klima og miljø, men i fokusgruppe-undersøgelsen viser det sig, at deltagerne ikke kan skelne mellem miljø- og klimavenligt.

- Der herskede stor forvirring omkring de to begreber, og det skyldes nok især, at klimadebatten hidtil har kredset om emner som el, transport og opvarmning. Deltagerne forbinder ikke klima med fødevarer, og de har svært ved at se, at det udgør et reelt problem, mener Lisbeth Kempel.

I netundersøgelsen er 41 procent enige i udsagnet ” Fødevarer er ikke de store syndere, det er vigtigere at skære ned på el- og benzinforbrug”.

Fakta om undersøgelserne
Den kvantitative netundersøgelse er udført af Aspecto for AgroTech. Her blev 4.300 personer i alderen 25-60 år i en repræsentativ stikprøve kontaktet. Der indkom i alt 1.149 svar, hvilket er et normalt niveau.

Den kvalitative undersøgelse bestod af to fokusgrupper – en i København og en i Århus. Rekrutteringen af respondenterne er gennemført af Jysk Analyse. Deltagerne var mænd og kvinder i alderen 25-60 år, og de var screenet for at have en vis interesse i emnet.

Om AgroTech A/S
AgroTech A/S er et GTS-institut (GTS – Godkendt Teknologisk Service) godkendt af videnskabsministeriet. AgroTech A/S skal styrke udviklingen af viden og teknologi inden for jordbrugs- og fødevareerhvervet og gennemfører forsøg, udvikling, test og demonstration inden for blandt andet jordbrugsteknologi, biomaterialer og bioprocesteknologi, miljø- og energiteknologi samt gartneriteknologi.

Kilde: AgroTech A/S

Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.094