23948sdkhjf

Ørbæk Bryggeri satser på cider-boom

Cidermarkedet har været i fremgang de seneste år, og ejerne af det lille fynske Ørbæk Bryggeri satser på et boom her i sommer. Coop er netop nu ved at rydde hylderne til én af bryggeriets nyheder.
Cidermarkedet har været i fremgang de seneste år, men til sommer vil det for alvor boome. Det mener ejerne af det lille, fynske Ørbæk Bryggeri. Bryggeriet har netop lanceret en helt igennem naturlig og økologisk æblecider ved navn CiderKiss.

Coop vil i løbet af foråret rydde hele reoler i deres butikker for at gøre plads til de mange nye varianter af sommerens måske største hit i øl- og vandafdelingen – nemlig cider. Det fortæller Niels Rømer, der er medejer og direktør i det prisvindende østfynske bryggeri, Ørbæk Bryggeri.

- Cidermarkedet vil i år opleve den samme opblomstring, som specialølmarkedet har været igennem de seneste år. Bryggerierne vil løfte og udbygge hele ciderkategorien, og forbrugerne kommer til at se en masse nye, spændende varianter denne sommer, siger han.

Ørbæk Bryggeri står selv bag én af disse cidere. Bryggeriet har netop lanceret en økologisk æblecider ved navn CiderKiss, der har en alkoholprocent på 4,8.

Fynsk cider i fem år
Det tager Ørbæk Bryggeri seks uger at brygge en portion CiderKiss. Når bryggeriet modtager den rene juice, bliver den straks hældt på kar i det mere end hundrede år gamle bryggeri. Her får juicen lov at udvikle sig og gære helt naturligt. Gæringen får juicen til at udvikle alkohol, naturlig kulsyre og de aromaer, der giver det endelige produkt sin sødme og friskhed. Inden cideren hældes på flasker bliver den filtreret og efterfølgende smagt til med økologisk æblejuice. Det gør produktet ekstra sødt.

I mere end fem år har den økologiske cider været en fast del af bryggeriets sortiment. I 2004 lancerede Ørbæk Bryggeri som det første bryggeri herhjemme en cider med en alkoholprocent som en almindelig øl. Dengang var alkoholprocenten dog lidt højere,og smagen lidt mere syrlig.

- Den nye, lidt sødere smag, som vi nu har frembragt, giver cideren større drinkability og vil især henvende sig til kvinder i alderen 18 til 30 år, siger Niels Rømer.

CiderKiss kan allerede nu købes i flere af Coops butikker samt udvalgte caféer og restauranter.

Kilde: Ørbæk Bryggeri / www.oerbaek-bryggeri.nu

Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.079