23948sdkhjf

Lumsk bagtanke tager form hos Trolden

Ølbryggeri er godt i gang med at lade spiritusproduktion vokse sig stor
Allerede da Michael Svendsen i 2005 overtrak Dankortet og åbnede sit mikrobryggeri i Kolding vidste han, at det nok ikke stoppede dér.

- Min lumske bagtanke var, at "om nogle år er vi ikke kun et bryghus". Jeg ville også have et destilleri, men i flere år var det bare varm luft og pral, fortæller den tidligere skolelærer.

Ikke mere. Nu er han den stolte ejer af både Trolden Bryghus, der lancerer en lind strøm af håndlavede specialøl, og af et tilhørende destilleri med en voksende whisky-, rom- og ginproduktion.

Spiritusproduktionen tog han hul på i 2011, og han har brugt de første år på at lære håndværket. Derfor ligger de fleste whiskytønder stadig på lager for at blive rigtig gode.

- Vi har tappet whisky på flasker fem gange, og det er nok blevet til 300 flasker, som blev udsolgt relativt hurtigt, fortæller Michael Svendsen. Han har produceret en hel del mere gin, uden at han kan sætte præcise mængder på.

- Mere prestige i whisky

Under alle omstændigheder ser han meget gerne, at spiritusproduktionen vokser sig meget større, også selv om det vil være på bekostning af ølmængderne fra Trolden Bryghus.

Derfor hedder Trolden Trolden

Trolden Bryghus har intet med en trold at gøre. Navnet hænger ifølge indehaver Michael Svendsen sammen med den hedengangne Troldhede-Kolding-Vejen Jernbane, der lukkede i 1968, men som i manges erindring står som "et stykke Kolding-historie, som vi på Trolden gerne vil ære".

- Og så er det jo meget hyggeligt med et tog, der står og damper, lige som jeg selv stod i lidt damp, da jeg begyndte at brygge, siger Michael Svendsen.

I de første år hed bryggeriet Troldhede Mikrobryggeri, men folk troede, at bryggeriet lå i Troldhede, og derfor valgte han for otte år siden at skifte navn til Trolden Bryghus.

- Jeg overvejede "Kolding Bryghus", men det lød lidt kedeligt og anonymt. Trolden er simpelthen et bedre navn, konstaterer bryggeren.


- En palle gin fylder jo lige så meget på gulvet som en palle øl. Den er bare mere værd, konstaterer midtjyden, som på spiritusfronten brænder allermest for whisky.

- Vil du hellere lave whisky end øl?

- Det er lidt tveægget - mit hjerte er delt. Der er lidt mere prestige i en dyr maltwhisky end i en øl. Og måske er mere spændende fremtid. Min ambition er i hvert fald, at vi skal lave meget mere whisky, siger han.

Allerede nu er han med til at gøre fremtiden spændende for hundredevis af kunder, der har deres helt egen lille whiskytønde liggende på lager hos Trolden. De kan komme og besøge tønden og selv afgøre, hvornår de synes indholdet er færdigt. Og mange af kunderne har gjort tønden helt personlig ved at udstyre den med billeder af eksempelvis deres barnebarn eller deres hunde.

Flere heste
Og mens whisky- og gindrømmen bliver bedre og bedre dag for dag, fortsætter Michael Svendsen og hans medarbejdere ufortrødent med at lave øl. Stout, brown ale, cream ale og "alt sådan noget sjovt noget", som bryggeriejeren selv formulerer det.

- Det er kun tiden og pladsen, der sætter begrænsninger. Og hvis ginboblen en dag sprænger, kan vi måske skrue op for ølproduktionen igen. Det er jo godt at have flere heste at spille på, bemærker han.

Hvad angår både øl og gin tilbyder Trolden også at lave private label-udgaver, så eksempelvis restauranter og hoteller selv kan komme med opskrifterne og få deres eget navn på flaskerne.

Ud over Michael Svendsen selv er der hos Trolden Bryghus tre fastansatte - en brygger, en sælger og en blæksprutte. Dertil kommer en stribe fleksjobbere, skoleelever, pensionister og studerende, som tilsammen hjælper med blandt andet rengøring, etiketter, produktion og rundvisning. De løber tilsammen op i en håndfuld fuldtidsansatte.







Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.11