23948sdkhjf

Aamanns smørrebrød indtager New York

Den populære danske smørrebrødskok åbner en butik i New York, USA, den 24. oktober.
- Jeg har altid drømt om at lave en forretning i New York. Hvem har ikke det.

Adam Aamanns svar på, hvorfor han nu åbner en smørrebrødsbutik i New York, USA, er både simpelt og letforståeligt.

Den mest spændende mulighed
Siden åbningen af Aamanns smørrebrødsdeli i 2006 er det gået stærkt for den danske iværksætter, som har modtaget et hav af anerkendelser for sit smørrebrød i ind- og udland.

Det kommer derfor heller ikke som den helt store overraskelse, at Adam Aamann nu ønsker at prøve kræfter med den måske ultimative udfordring i form af Det Store Æble.

- Det har længe været min fornemmelse, at vores koncept kunne bruges internationalt, og gennem årene har jeg fået mange henvendelser fra udenlandske medier om vores smørrebrød og madfilosofi. Så at det nu bliver muligt at åbne i New York, som jo er en restaurationsby af de helt store, synes jeg, er det mest spændende, man kan forestille sig, siger Adam Aamann.

Sælger snaps og syltetøj
Han får hjælp fra to landskvinder i form af Sanne Ytting, der har boet i New York de sidste 12 år, og Helle Dysseholm, der tidligere stod bag caféen Kafferiet på Esplanaden i København.

Med tiden trækker Adam Aamann sig fra den amerikanske butik, som skal drives af Sanne Ytting under navnet AAMANNs/copenhagen.

Og det danske islæt ses ikke kun i navnet. Sortimentet kommer til at bestå af specialiteter som smørrebrød, øl og snaps samt forskellige delikatesser som chokolade og syltetøj.

- Amerikanerne er jo i forvejen glade for dansk brød, nemlig wienerbrød som de kalder »danish«. Hidtil er det ikke lykkedes at få dem til at spise rugbrød, men med vores kombination af brød og pålæg er jeg sikker på, at det nok skal lykkes, siger Adam Aamann, som får plads til 35 spisende gæster i sin butik.

Kilde: pleasure.dk

Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.078