23948sdkhjf

Ølpris: - Vi troede ikke, at man kunne være social bag en computerskærm

Danske Ølentusiaster uddelte i weekenden Den Danske Ølpris 2020/2021 til Danmarks Største Virtuelle Ølsmagning (DSVØ), arrangeret af Royal Unibrew.

Marketing-chefen Anders Mundelin fra Royal Unibrew var selv til stede for at tage imod diplomet fra landsformand Klaus Rehkopff. 

Det hele begyndte med et internt møde i foråret 2020. Dagen før var Danmark blevet lukket ned, så mødet blev holdt online i stedet. Her øjnede Royal Unibrew en god idé; "når man kan mødes online til landsdækkende arbejdsmøder, så kunne man også samle hele Danmark til en ølsmagning via skærmen", hedder det i en pressemeddelelse fra Danske Ølentusiaster.

- Der gik to dage, fra vi fik idéen, og til vi var klar og meldte noget ud, og så gik der seks dage, før det hele var udsolgt. Så tænkte, vi, at det var vildt, og om vi kunne gøre det igen, så vi lavede en 2’er, som også,blev udsolgt inden for otte dage. Og det var endda før, nogen overhovedet havde set det, fortæller Anders Mundelin.

Siden er det blevet til fem Danmarks Største Virtuelle Ølsmagninger og en Verdens Største Virtuelle Ølsmagning.

Det er blevet en succes, som rigtig mange danskere har været glade for under lockdown, hvor det var svært at samles. Især når man er en social forening som Danske Ølentusiaster, påpeger landsformand for Danske Ølentusiaster Klaus Rehkopff.

- Vi troede ikke, at man kunne være social bag en computerskærm – men vi lærte det. Også derfor er Den Danske Ølpris 2020/2021 gået til Danmarks Største Virtuelle Ølsmagning. De viste vej og gik forrest, mens vi andre var håbløst bagefter, siger han.

- Desuden har DSVØ været en stor hjælp for de små i ølbranchen. De har været med til, at hjulene har kunnet køre rundt i et hårdt prøvet år. Og det kommer forbrugerne til gode – ikke kun under lockdown men også på længere sigt, tilføjer formanden.

Danske Ølentusiaster uddeler én gang om året Den Danske Ølpris til en person eller virksomhed, som har gjort sig positivt bemærket med arbejdet for udbredelse af kendskabet til det gode øl i Danmark. Blandt tidligere prismodtagere er ølskribent Carsten Berthelsen og kokken Claus Meyer.

Prisen er blevet uddelt hvert år siden 2002 med undtagelse af sidste år. Der har igennem flere år været tradition for at overrække diplomet under foreningens Ølfestival, som blev aflyst sidste år. Det er første gang, at diplomet overrækkes ved generalforsamlingen.

Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.109