23948sdkhjf

Skanderborg Bryghus nåede millionmilepæl – men ikke sorte tal endnu

Det går egentlig efter planen på Skanderborg Bryghus – også selv om resultatet for 2021 byder på et underskud på 9,1 million mod 13,1 million i 2020.

- Da vi i 2018 investerede cirka 65 millioner i et nyt produktionsanlæg til brygning af øl, vidste vi godt, at det ville tage nogle år, inden vi ville se sorte tal, for det var virkelig en stor investering. Fra start gik alt efter planen. Vi øgede hele tiden produktionen, men så kom corona, og vi fik som så mange andre et par hårde år, siger bestyrelsesformand Thorsten N. Vammen.

Men modgang til trods er det lykkedes bryggeriet at fordoble produktionen i 2020 til 500.000 liter, og i 2021 nåede bryghuset en milepæl, da året bød på en produktion på en million liter. Og i 2022 forventes såmænd endnu en fordobling.

- Vi regner med at nå de to millioner liter. 50 procent brygger vi for andre, mens de andre 50 procent er brygning af vore egne mærker, blandt andet Danevang-serien, som vi nu har indgået aftaler med Salling Group og Coop om, så de nu afsættes over hele landet, siger bestyrelsesformanden, som også glæder sig over, at bryghuset nu har fået sat det, som han betegner som det rette hold.

Bryghuset beskæftiger nu 17 medarbejdere efter at have været nede på 10 under corona, men nu er de rette mennesker ifølge Thorsten N. Vammen ansat. 1. august er første dag for en person, som bestyrelsesformanden har store forventninger til, nemlig den nye direktør, Kristian Olesen:

- Han kommer fra en stilling som europæisk salgsdirektør for Orana på Fyn, og inden da var han hos Frem i Ribe, så han kender drikkevarebranchen indgående og har stor erfaring i salg til detailkæder, og det er jeg sikker på vil komme os til gode, siger Thorsten N. Vammen, som forventer break even før afskrivninger allerede i år, og så skal de sorte tal gerne være en realitet i 2024.

- Til den tid forventer jeg, at vi benytter hele anlæggets kapacitet på fire millioner liter årligt, og så vil der være sorte tal. Ganske som der ville have været allerede, hvis ellers ikke corona havde forsinket vores planer med et par år, siger Thorsten N. Vammen

Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.078