23948sdkhjf

Møllerup Brands køber krydderiselskab, som nu skal pakke plantebaserede fødevarer

Via datterselskabet Møllerup Brands har Danish Agro-koncernen købt 100 procent af aktierne i krydderiselskabet Karlsens A/S i Hadsund.

Det fortæller Danish Agro i en pressemeddelelse.

Karlsens er specialiseret i at blande og pakke blandt andet krydderier og bagepulver som private label til detailhandlen.

- Via vores opkøb af Møllerup Brands i efteråret 2021 håndterer vores fødevaredivision en række danske, bæredygtige og plantebaserede fødevarer. Vi har indtil nu ikke kunnet detailpakke produkterne selv. Med opkøbet af Karlsens A/S får vi helt nye muligheder, og vi kan sætte gang i vores planer om at udvide sortimentet med flere danske frø og kerner, siger formand for Møllerup Brands og koncernchef i Danish Agro Henning Haahr.

Danish Agro købte i september sidste år 70 procent af hampselskabet Møllerup Brands via æggeselskabet Dava Foods. 

Ifølge pressemeddelelsen fortsætter Karlsens A/S med sine nuværende aktiviteter, samtidig med at virksomheden altså skal pakke og distribuere en række af Møllerup Brands’ produkter.

Den hidtidige ejer af Karlsens A/S, Aksel Karlsen, fortsætter som administrerende direktør i selskabet.

- Vi har været på en fantastisk vækstrejse i et godt samarbejde med vores dygtige medarbejdere og kunder. Den rejse vil vi gerne sikre og udvikle sammen med en stærk partner. Jeg ser meget frem til at udvikle forretningen yderligere sammen med Danish Agro og Møllerup Brands, siger han om handlen.

Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.125