23948sdkhjf

SR Food skifter navn og bliver ny distributør af frisk, dansk pasta

Den Orkla-ejede fødevarekoncern Dragsbæk overtog for fem år siden handelsselskabet SR Food  i Randers - og nu har Dragsbæk fundet tiden inde til at ændre navnet til Scandinavian Retail Food, som ifølge koncernen er mere sigende.

Det nye navn er faktisk det, som virksomheden blev født med for 19 år siden, men det blev hurtigt til en forkortelse.

Udover at signalere fokus på det skandinaviske marked har direktør Jørgen Lund Andersen også ambitioner om, at navnet skal bidrage til at synliggøre virksomheden som "den lille spiller med den store styrke"., oplyser han i en pressemeddelelse.

Scandinavian Retail Food har slået sig op på at sælge blandt andet pålæg, charcuteri, convenienceprodukter, dessertsnacks og italiensk pasta. 

Fødevarerne bliver både solgt under private label, producenternes egne mærker, licensordninger - og i fremtiden også under navnet Scandinavian Retail Food.

- Endnu et stærkt kort på hånden

Som noget nyt vil handelsvirksomheden nu også sælge frisk, danskproduceret pasta ind til supermarkederne, ikke mindst fra Pastella, som er Dragsbæks eget pastabrand.

- Frisk pasta giver os endnu et stærkt kort på hånden. Produkterne passer perfekt til vores dna inden for kølede produkter og forbrugernes appetit på kvalitetspasta, konstaterer Jørgen Lund Andersen.

Pastella er grundlagt i 1989 og producerer pasta i Skovlund ved Varde. Pastaen er et godt eksempel på den retning, som Scandinavian Retail Food gerne i endnu højere grad vil gå, nævner direktøren.

- Vi har gennem mange år været kendt for at finde og hente spændende fødevarer i Sydeuropa til de skandinaviske supermarkeder. Det holder vi fast i, men vi vil også udvide med flere lokale produkter, som supermarkederne i stigende grad efterspørger, siger Jørgen Lund Andersen.

Han peger på et lavt omkostningsniveau, stor omstillingsevne og ekspertviden inden for kølede fødevarer som virksomhedens afgørende styrker i en tid, hvor krisen kradser i mange husholdninger.

- Rundt om bordet er vi fem mand, som kigger hinanden i øjnene og flytter fødderne hurtigt. Agilitet i kombination med en stærk ejerkreds er vigtigt.

- Vi gør livet let for kæderne, så de kan fokusere på at sælge fødevarer af høj kvalitet til forbrugerne. Vi tager hånd om alt det praktiske – fra indkøb og import af for eksempel italiensk parmaskinke til direkte levering fra producenten. Vi driver en sund forretning på helt små marginer. Det er en forretningsmodel, som passer perfekt ind i en usikker fremtid, fastslår Scandinavian Retail Food-direktøren.

Scandinavian Retail Food opererer i primært Danmark, men også i Sverige, Norge, Finland og Island.

Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.06