Konference sætter fokus på løsninger til værdifuld udnyttelse af sidestrømme fra fisk og skaldyr
Mange fødevarevirksomheder overser lukrative sidestrømme, der potentielt set kan udnyttes til at optimere produktionen.
Det gælder ikke mindst i fiske- og skaldyrsbranchen, hvor sidestrømme kan bruges til nye ingredienser, som sorteringsløsning til håndtering af fiskeafskær, omkostningseffektive løsninger til forlængelse af holdbarheden af sidestrømme samt værktøjer til optimering af brugen af sidestrømme i produktionen.
Det skriver Food & Bio Cluster Denmark, som er arrangør af konferencen, i en pressemeddelelse.
På konferencen "Get more value from your seafood side-streams" bliver der sat fokus på muligheden for at udvikle højværdiprodukter fra sidestrømme, der allerede findes i virksomhederne.
Konferencen finder sted den 24. april 2023 i Barcelona og er baseret på resultater, der er opnået i det europæiske projekt WaSeaBi, som har været i gang i mere end tre et halvt år.
Fakta om WaSeaBi:
- WaSeaBi er et fireårigt projekt, hvor målet er at optimere udnyttelsen af sidestrømme fra akvakultur, fiskeri og fiskeindustrien ved at udvikle nye metoder til fremstilling af ingredienser til fødevareindustrien.
- Bag projektet står et tværfagligt team bestående af 13 partnere fra Danmark, Sverige, Spanien og Belgien, som fra dansk side inkluderer Royal Greenland, Jeka Fish, DTU og Food & Bio Cluster Denmark.
Kilde: Food & Bio Cluster Denmark
Målet er at bane vejen for at fiske- og skaldyrsvirksomhederne kan levere produkter til forbrugerne samtidig med at de kan vækste. Resultaterne er baseret på sidestrømme fra sild, torsk, kulmule, laks og kogevand fra muslinger.
- Med denne konference ønsker vi at give fiskeindustrien ny inspiration til, hvordan de kan bruge de sidestrømme, som de allerede har og vise dem konkrete løsninger, der gør det muligt for dem at omdanne sidestrømmene til højværdiprodukter, siger Anni Simonsen, Senior Innovation Manager i Food & Bio Cluster Denmark, i pressemeddelelsen og fortsætter:
- I dag oplever vi inflation, generelt stigende fødevarepriser og en meget lav forbrugertillid. Derfor er det vigtigere end nogensinde at øge virksomhedernes fokus på en fornuftig og bæredygtig udnyttelse af deres råvarer for at sikre, at vi får mest muligt ud af de ressourcer, der er til rådighed. Dette kræver nye løsninger fra industrien og derfor er det en fornøjelse at kunne præsentere viden og løsninger fra virksomhed til virksomhed, siger hun.
Til konferencen vil virksomheder såsom Sweden Pelagic, Barna, Royal Greenland Seafood, Pescados Marcelino og Jeka Fish fortælle om deres arbejde med udvikling af sidestrømme i deres respektive produktioner, og hvordan Nutrition Sciences har arbejdet med anvendelsen af nogle af produkterne som ingredienser i deres foderprodukter.
Desuden vil deltagerne få mulighed for at høre oplæg fra eksperter samt deltage i diskussioner vedrørende konkrete løsninger på morgendagens udfordringer.
Afslutningsvis arrangeres en netværksmiddag, hvor deltagerne får mulighed for at netværke eksklusivt med europæiske repræsentanter fra fiskeindustrien, politiske beslutningstagere samt WaSeaBi-partnerne.
Konferencen finder sted dagen før Seafood Expo Global den 25.-27. april 2023.
Deltagelse i konferencen er gratis, men da der kun er et begrænset antal pladser, opfordres interesserede til at tilmelde sig snarest for at sikre sig en plads. Tilmeld dig her.