23948sdkhjf

AgroKorn på vej til Kina med proteiner

AgroKorn og datterselskabet TripleA har netop været i Kina i forbindelse med et kompetencegivende netværksforløb om Kina i samarbejde med Væksthus Midtjylland.
Besøgsrejsen åbenbarede, at der et kæmpe markedspotentiale for vegetabilske proteinprodukter fra Danmark til det kinesiske marked. TripleA er et samarbejde med Hornsyld Købmandsgaard A/S, Københavns Universitet og AgroKorn a/s.

- I Kina så vi på akvakultur. Kina står for 2/3 af hele verdens produktion af akvakultur. Fujian provinsen, som vi besøgte – ville i sig selv være verdens største marked for foder til akvakultur, næst efter Kina. Og det blot på et areal, der er 4 gange så stort som Danmark! Fujian er blot én af ca. 30 provinser i Kina. På turen besøgte vi blandt andet en foderproducent, som viste stor interesse for at erstatte fiskemel med forædlet vegetabilsk protein. Prismæssigt er vi absolut i stand til at konkurrere med importeret fiskemel i Kina, så vi glæder os til at komme i gang med at eksportere til Kina i 2013, siger Anton Aarup, AgroKorn.

Kina er afhængig af importeret foder
Med stigende velstand i Kina følger der en stor vækst i forbruget af proteinrige fødevarer, som svin og fisk. Kina er også verdens største producent af svin, og det anslås, at ca. 55% af verdens svineproduktion finder sted i Kina.

- Kina producerer slet ikke nok foder til at dække det indenlandske behov. Som konsekvens deraf importerer Kina i dag 50 mio. tons soja, - det meste bruges til foder. Priserne på fiskemel, mælkepulver og andre kvalitetsproteiner er i kraftig stigning. Derfor vælger mange svineproducenter at anvende vegetabilske proteiner til foder. Kunne vi blot få en promille af det kinesiske marked, så er det mere end vi har kapacitet til, siger Anton Aarup.

Han fortsætter:

- Med vores kommende produktionsanlæg i Hornsyld, kan vi producere forædlede vegetabilske proteinprodukter, der indgår i færdige fødevarer. Vi har erfaret, at efterspørgslen efter denne type produkter er uendelig stor i Kina, og i kraftig vækst. På den korte bane satser vi dog på at levere vegetabilsk protein til fødevareproducenter i Danmark, der eksporterer til Kina.

Kina er et svært marked
Gennem netværksforløbet med Væksthus Midtjylland har AgroKorn fået indsigt i, at der er mange faldgruber der lurer på det kinesiske marked. Kulturen er meget fremmed, og er man ikke godt klædt på til at håndtere forskellene, så løber man ind i problemer.

Et andet punkt er de strikse regler for import af fødevarer og foderstoffer i Kina. Det kræver både tilladelser til at eksportere fra Danmark, men den kinesiske kunde skal også have tilladelse til at importere varen.

- Det er et stort stykke arbejde foran os. Til gengæld er Kina et umætteligt vækstmarked for produkter som vores, så vi tror, at Kina for fremtiden vil blive et af vores mest betydende eksportmarkeder, siger Anton Aarup.
Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.109